Hvalpe i Sierra Leone

Mange sejre for dyrene i 2017

Nyheder

Elefanter, bjørne, dovendyr, grise og hunde fik hjælp. Læs om nogle af de mange gode resultater, vi opnåede for dyrene i løbet af 2017.

I videoen herunder kan du se et lille udpluk af de mange dyr, vi kunne give et bedre liv i 2017 – takket være alle de dyrevenner, der bakker op om vores arbejde.

Store fremskridt i kampen for at stoppe underholdning med vilde dyr

I 2017 nåede vi op på 186 danske og internationale rejseselskaber, der er stoppet med at tilbyde elefantridning- og shows i deres udflugtsprogrammer – herunder Thomas Cook-koncernen, der ejer Spies

Efterspørgslen på elefantvenlige attraktioner er stigende, og i 2017 indsamlede vi 155.000 underskrifter i protest mod udnyttelsen af elefanter. En række elefantlejre i Thailand sagde ja til at mødes med os, og vi har tilbudt dem hjælp til at forbedre forholdene for deres elefanter. Med hjælp fra TUI Care Foundation vil vi desuden hjælpe 1.500 elefanter i Asiens turistindustri.

1018354_0

Over 250.000 dyrevenner tog afstand fra selfies, hvor vilde dyr lider. De mange underskrifter fik i slutningen af året et af verdens største sociale medier, Instagram, til at ændre deres retningslinjer. Når man nu lægger en selfie op på Instagram med et vildt dyr, får man en advarsel om, at dyremishandling af vilde og truede dyr ikke er tilladt på Instagram.

Herhjemme satte vi fokus på cirkuselefanterne, der lever under dybt kritisable forhold. Over 40.000 danskere skrev under og krævede et forbud mod elefanter og andre vilde dyr i danske cirkus, og flere partier har nu meldt ud, at de er klar til et forbud.

Godt nyt for bjørnene

I 2017 reddede vi ni bjørne i Pakistan fra brutale bjørne-hundekampe eller fra et usselt liv som dansebjørn. De reddede bjørne lever nu trygt og beskyttet i det reservat, vi finansierer i landet. I slutningen af året lykkedes det helt at få stoppet traditionen med dansebjørne i Nepal, da vi var med til at redde de sidste to dansebjørne, man kender til i landet.

I Rumænien finansierer vi også et stort bjørnereservat for reddede bjørne. Her kom der tre nye beboere til i 2017 – en bjørnefamilie bestående af en mor og hendes to unger. Vi arbejder fortsat for at redde de fem bjørne, der lever under kummerlige forhold hos en privatperson i Fantanele, Rumænien. Over 168.000 dyrevenner har skrevet under for at få de rumænske myndigheder til at konfiskere bjørnene. Desværre har den rumænske regerings kollaps forsinket indsatsen, men vi giver ikke op, før bjørnene er reddet.

Two bears play in water at the Romanian bear sanctuary

Vi nåede nye milepæle i arbejdet for at stoppe bjørnegaldeindustrien i Asien i 2017. Over 20.000 bjørne lever under elendige forhold på galdefabrikker. Her får de under store smerter tappet deres galde, så den kan bruges i traditionel asiatisk medicin. 

I Vietnam har det siden 2005 været forbudt at tappe galde fra bjørnene, og vi har mikrochippet bjørnene i fangenskab. På den måde kan myndighederne overvåge, at de ikke ulovligt får tappet deres galde. I Sydkorea er alle bjørnene på fabrikkerne nu steriliserede. Det er et led i en udfasningsplan, så de bjørne, der i dag lever på fabrikkerne, vil være de sidste. I Myanmar er bjørnegaldeindustrien en relativt ny, men voksende trussel mod landets bjørne, så her har vi startet arbejde op for at bremse industrien.

Dyrene i havet skal beskyttes

Vores kamp mod spøgelsesnet – tabt og efterladt fiskegrej – fortsatte i 2017. Spøgelsesnet dræber hvert år mange tusinde hvaler, sæler, havskildpadder og andre dyr. Sammenslutningen Global Ghost Gear Initiative (GGGI), som vi har stiftet, fortsatte med at vokse, og blandt andet sluttede 12 nye lande, WWF International og dykkerorganisationen PADI sig til GGGI. 

1014804

Blandt det gode arbejde i GGGI-regi er blandt andet den danske virksomhed PlastiX, der genanvender spøgelsesnet. Og i den Mexicanske Golf brugte vi sonarteknologi til at finde tæt på 8.000 kvadratmeter spøgelsesnet i det område, hvor de stærkt udrydningstruede golfmarsvin lever.

Håb for hundene

I 2017 fortsatte vi arbejdet med at vaccinere hunde mod rabies. Ved at vaccinere hundene beskytter vi dem ikke kun mod den dødbringende sygdom, men også mod brutale masseaflivninger. Blandt andet vaccinerede vi i årets løb tæt på 80.000 hunde i Kenya, og vi startede et stort vaccinationsprogram op i Sierra Leones hovedstad Freetown.

1020284

I Kina har vi afsluttet et 3-årigt pilotprojekt med rabiesvaccinationer af hundene i udvalgte områder. Landets myndigheder har nu anerkendt, at vaccination af hunden er den mest effektive metode til at forebygge rabies.

I Rumænien var vi med til at finansiere en ny dyrlægeklink for herreløse hunde og katte. Her vil over 1.000 herreløse dyr hvert år få den dyrlægebehandling, de har brug for.

Flere positive tiltag for grise, høns og slagtekyllinger

Kina producerer hvert år omkring 700 millioner grise. Det er over halvdelen af alle grise i verden, og mange af dem lever under elendige forhold. Vi har indgået samarbejder med flere af landets store svineproducenter, herunder Da Bei Nong, der i 2017 startede et pilotprojekt med bedre velfærd for grisene i deres produktion. Blandt andet har søerne og unge grise fået mere plads, behageligt underlag og mulighed for at udføre naturlig adfærd. Dexing og Qinglian, to andre kinesiske svineproducenter, fulgte vores anbefalinger om at give grisene rode- og beskæftigelsesmateriale og lade søerne få mere plads.

Vi fortsatte samarbejdet med de store fødevarevirksomheder BRF, Betagro og Nestlé.

Betagro er Thailands største svineproducent, og de annoncerede i 2017, at de vil udfase al brug af drægtighedsbokse inden for 10 år. Det vil give mere end 250.000 søer mere plads og bedre mulighed for at passe deres smågrise. BRF stoppede med at kastrere og klippe tænderne på nyfødte grise, og indtil videre har det skånet 9 millioner grise for de smertefulde indgreb.

1019354

Nestlé annoncerede i 2017, at virksomheden udfaser virksomheden brugen af buræg globalt, og fra 2025 er det helt slut med buræg i Nestlés produkter.

Flere store fastfoodkæder forpligtede sig til at forbedre forholdene for de slagtekyllinger, der ender på deres menukort. Restaurant Brands International (RBI), der er selskabet bag Burger King og Tim Hortons, vil sørge for, at slagtekyllingerne i USA og Canada får mere plads og mere lys, bedre strøelse og siddepinde. Det skal ske inden 2024. Kort tid efter fulgte Subway trop og forpligtede sig til at skabe bedre forhold for slagtekyllingerne i USA – også inden 2024.

Mange indsatser for at hjælpe katastroferamte dyr

I 2017 rykkede vi ud med akut hjælp til næsten 700.000 dyr, der blev ramt af naturkatastrofer, og via forebyggende katastrofearbejde hjalp vi derudover tæt på 240.000 dyr. I alt satte vi ind med 14 katastrofeindsatser i 16 lande. 

1019867

Blandt andet uddelte vi mælkepulver, foder og vitamintilskud til over 140.000 får, geder, køer og heste i Mongoliet, der var ramt af en voldsom kuldekatastrofe. Vi sørgede for foder og medicin til 89.000 bøfler, køer, grise og kæledyr, der blev ramt af oversvømmelser i Thailand. Og vi reddede 50.000 dyr i Caribien, da orkanen Irma hærgede.

Protest mod tyrefægtning og dyremishandling på festivaler

Hvert år bliver op mod 60.000 tyre og andre dyr slået, sparket, spiddet af lanser eller på andre måder mishandlet i traditionens navn på de spanske festivaler og i landets tyrefægtningsarenaer. I protest overrakte vi i juli 2017 over 160.000 underskrifter til den spanske ambassade. Modstanden mod den brutale mishandling i underholdningens navn vokser i Spanien, og med underskrifterne markerede vi, at der også er stor modstand uden for landets grænser.

1009265_1_0_0

 

Vil du vide mere