1.000-2.000 hunde, katte og andre dyr kan hver år få hjælp på den dyrlægeklinik, vi er med til at finansiere i Rumænien.

Rumænien: Vi støtter ny dyrlægeklink for herreløse hunde

Nyheder

Hunden David ville være død, hvis han ikke havde fået hjælp af vores rumænske partnerorganisation. Med en ny klink vil langt flere gadehunde og -katte få livsnødvendig dyrlægebehandling.

Hver år behandler vores lokale partnerorganisation Save the Dogs omkring 2.000 hunde, katte og andre dyr på deres dyrlægeklink i byen Cernavoda i Rumænien. Mange af patienterne på klinikken er herreløse hunde og katte, som ingen andre hjælper. 

Desværre er klinikken flere gange blevet oversvømmet, og store dele af bygningen er nu ubeboelig. Med den begrænsede plads er der ikke plads til hverken en røntgenmaskine eller mulighed for at isolere dyr med smitsomme sygdomme.

Mange hunde og katte vil få hjælp på ny klinik

1019457

Vi er med til at finansiere en ny klinik, og byggeriet gik i gang i efteråret 2016. Den nye klinik ligger højt oppe i bakkerne, så den ikke risikerer at blive oversvømmet. Klinikken bliver over 800 kvadratmeter – mere end fem gang størrelsen på den gamle klinik.

Når klinikken står færdig, vil Save the Dogs hvert år kunne behandle og kastrere mellem 1.000-1.200 herreløse hunde og katte om året samt 800 kæledyr med ejere.

Hunden Davids historie

1019471

To år gamle David er en af de herreløse hunde, der har fået hjælp på Save the Dogs’ nuværende klinik. 

I november sidste år bragte en lokal beboer David til Save the Dogs’ klinik. David var kommet slemt til skade med sit venstre forben – sandsynligvis var han blevet ramt af en bil. Benet var blevet nekrotisk, det vil sige, at kødet var ved at dø. Sandsynligvis havde han gået med skaden i lang tid og lidt store smerter. 

Dyrlægerne undersøgte David grundigt, og på trods af smerterne var han meget tillidsfuld. Det blev besluttet at amputere den nederste del af benet. Desværre vidste dyrlægerne ikke nok om skadens præcise omgang, fordi de ikke havde en røntgenmaskine. En måned efter operationen gik der betændelse i benet, og dyrlægerne var nødt til at amputere resten af det.

1019472

Der var ikke plads til, at David kunne komme sig i et fredeligt rum. Han var nødt til at sidde i et bur foran klinikken, hvor der hele tiden gik fremmede mennesker og hunde forbi. Det var meget stressende for ham, og han er nu på vagt over for mennesker. Det vil gøre det sværere for Save the Dogs at finde en familie til ham, så de ansatte giver ham masser af kontakt og omsorg og prøver at nedbringe hans stress over for mennesker.

Når den nye klinik står færdig, vil dyrlægerne kunne give hunde som David langt bedre betingelser. Der vil både være en røntgenmaskine og afskærmede rum, hvor dyrene kan komme sig i ro og fred.

Sådan hjælper vi hundene i Rumænien

Vi har igennem flere år arbejdet for at forbedre livet for hundene i Rumænien – eksempelvis lykkedes det os sidste år at få stoppet de brutale hundedrab i byen Constanța

I samarbejde med Save the Dogs har vi desuden udviklet et uddannelsesprogram for skolebørn, der skal lære dem om hundes behov, og om hvordan man er en ansvarlig hundeejer.

Se hvorfor Save the Dogs lader skolebørn besøge hundene på deres internat >>

Vil du vide mere