Nu skal skolebørn i hele Rumænien lære om hunde

23. November. 2016

På 23 skoler i Rumænien har vi undervist børnene i at behandle hunde godt. Det har været så stor en succes, at vores uddannelsesprogram nu skal udrulles til skoler over hele landet.

”Lad os lære om dyr”. Det er navnet på uddannelsesprogrammet, der skal fortælle skolebørn i hele Rumænien om hundes behov, og om hvordan man er en ansvarlig hundeejer.

På den lange bane kan det gøre en forskel for tusindvis af hunde at lære den nye generation af rumænere, hvordan hunde bør behandles. Det kan betyde, at færre hunde bliver mishandlet, og at langt færre kæledyr bliver efterladt på gaden.

Uddannelse kan bekæmpe mishandling

Hvert år bliver tusindvis af hunde dræbt med brutale metoder i Rumænien. Ligesom mange andre steder i verden griber myndighederne i Rumænien ofte til masseaflivninger i et forsøg på at nedbringe antallet af herreløse hunde. De mange hundedrab har dog gang på gang vist sig ikke at løse udfordringen med de mange herreløse hunde.

Vores eksperter har nu oplært lærere, repræsentanter fra de lokale myndigheder og NGO-medarbejdere, så de kan udrulle vores uddannelsesprogram til hele landet. Det sker, efter at vores rumænske partnerorganisation Save the Dogs med stor succes har gennemført programmet som et pilotprojekt på en række rumænske skoler.

Programmet skal udbrede større viden om hunde, påvirke folks opfattelse af hunde og ændre deres holdning til hundene, når der opstår konflikter med dem.

Tusindvis af hundedrab stoppet

Uddannelsesprogrammet er endnu et skridt på vejen mod at forbedre livet for hundene i Rumænien. Tidligere i år satte vi – takket være over 60.000 underskrifter fra vores støtter – en stopper for de brutale hundedrab i den rumænske by Constanța.

Vi havde en god dialog med Constanțas viceborgmester, da vi overrakte underskrifterne, og byen har nu lovet håndtere udfordringen med herreløse hunde med dyrevenlige metoder. ”Lad os lære om dyr” vil også blive indført på skolerne i Constanța.

Se hvorfor Save the Dogs lader skolebørn besøge hundene på deres internat >>

Læs mere om vores arbejde for at hjælpe hunde over hele verden >>

Uddannelsesprogrammet er endnu et skridt på vejen mod at forbedre livet for hundene i Rumænien. Tidligere i år satte vi – takket være over 60.000 underskrifter fra vores støtter – en stopper for de brutale hundedrab i den rumænske by Constanța.

Del i dit netværk:

Pinterest