Elephants at national park in Sri Lanka - World Animal Protection - Wildlife. Not entertainers

Et bedre liv for 1.500 elefanter i Asien

Nyheder

Sammen med TUI Care Foundation vil vi hjælpe elefanterne i Sydasiens turistindustri – blandt andet ved at støtte dyrevenlige alternativer til elefantridning og -shows, hvor tusindvis af elefanter lider.

Mere end 3.000 elefanter bliver udnyttet i turistindustrien i Asien, hvor de bruge til elefantridning og –shows. Der er stor efterspørgsel på denne type underholdning blandt turisterne. Vi har derfor nu i flere år arbejdet for at oplyse de rejsende om den mishandling, som elefanterne udsættes for.

Elefanter skal beskyttes, ikke udnyttes

Med vores nye samarbejde med TUI Care Foundation kan vi styrke denne indsats. Inden 2020 vil vi have beskyttet op mod 1.500 elefanter.

Fonden vil finansiere en række vigtige projekter, der skal promovere og støtte dyrevenlige alternativer til elefantridning og –shows. Det kan for eksempel være reservater, hvor elefanterne kan leve i naturlige omgivelser og følge deres instinkter.

Samarbejdet vil også sætte os i stand til at nå ud til endnu flere mennesker med vores budskab om, hvordan elefanterne behandles. På den måde kan endnu flere turister være med til at beskytte vilde dyr i stedet for at udnytte dem.

elephants_used_to_entertain_tourists_at_cruel_attraction_in_thailand

Støtte til elefantvenlige attraktioner

Lige nu er der kun få steder med elefanter i Asien, hvor dyrene ikke lider under elendige forhold og dårlig behandling. Med hjælp fra TUI Care Foundation vil vi støtte de elefantvenlige steder, hvor turister kan opleve elefanterne, uden at det går ud over dyrenes velfærd.

Vi vil arbejde tæt sammen med rejseindustrien og beslutningstagere om at fastsætte nogle minimumskrav for dyrevelfærd, som elefantattraktioner skal opfylde – og vi vil fremhæve de steder, der tilbyder gode forhold for elefanterne.

Vores mål er at øge efterspørgslen på elefantvenlige attraktioner og nedbringe efterspørgslen på de attraktioner, hvor dyrene bliver mishandlet. Vi vil også skyde ressourcer efter at hjælpe eksisterende elefantattraktioner med at ændre kurs og forbedre forholdene for deres elefanter.

Vores fokus vil primært være på Thailand, som er det land, hvor flest elefanter holdes i fangenskab for at underholde turister. Men vi vil også sprede arbejdet ud til Laos, Cambodia, Nepal, Indien og Sri Lanka.

elephants_performing_at_a_thai_show

TUI vil gøre mere for elefanterne

Det er ikke første gang, at TUI gør noget for at hjælpe elefanterne. I 2010 stoppede TUI i Holland som det første rejseselskab alle former for salg og promovering af udflugter med elefantridning og –shows. I 2015 gjorde TUI i Danmark (dengang Star Tour) og resten af koncernens selskaber det samme. Siden dengang er mere end 160 danske og internationale rejseselskaber fulgt trop.

Bestyrelsesformanden i TUI Care Foundation, Thomas Ellerbeck, siger: ”Vi har set positive takter i retning mod at beskytte elefanter i turistindustrien, og der er en voksende interesse for mere information blandt turisterne. Turisme kan være en drivende faktor til at skabe positive forandringer, og vi er stolte af at samarbejde med World Animal Protection om at skabe en elefantvenlig fremtid i Sydasien.”

Vores internationale direktør, Steve McIvor, fortæller: ”Der er alternativer til elefantridning og -shows, hvis man vil opleve elefanter på ferien, og efterspørgslen på elefantrideture ændrer sig langsomt. Men der er stadig lang vej mod målet. Mange turister synes stadig, at en tur på elefantryg er feriens højdepunkt.”

Han fortsætter: ”Det skyldes dog ofte, at turisterne ikke kender til den mishandling, elefanterne udsættes for. Så snart de bliver klar over, at elefanterne lider, mister de lysten til at støtte denne form for underholdning.”

elephants_at_bles

Læs vores rapport om elefanterne i Asiens turistindustri:

Hent rapporten

Vil du vide mere