Vi opnåede mange gode resultater for dyrene i 2018

Sådan hjalp vi dyrene i 2018

Nyheder

Slut med elefanter i danske cirkus. Bjørne reddet fra blodige kampe. FN vil hjælpe havdyrene ved at mærke fiskegarn. Store svineproducenter omlægger til løsdrift. Omkring en halv million dyr hjulpet i katastrofer. Der er bare nogle af vores resultater fra 2018.

I videoen kan du se et lille udpluk af de mange gode resultater, vi opnåede for dyrene sidste år. Vi kunne ikke have gjort det uden de mange dyrevenner, der støtter vores arbejde. I artiklen herunder kan du læse mere om de mange dyr, vi hjalp til at få et bedre liv i 2018.

Vilde dyr er ikke underholdning

Omkring 3.000 elefanter lider i turistindustrien i Asien. De udsættes for fysisk og psykisk mishandling og lever under helt uacceptable forhold. Derfor har vi i flere år arbejdet for at nedbringe efterspørgslen på elefantunderholdning, og i 2018 overbeviste vi 29 rejseselskaber om at droppe elefantridning og -shows. Ved årsskiftet var der dermed i alt 226 elefantvenlige rejseselskaber.

Med hjælp fra en række store rejseselskaber og TUI Care Foundation overbeviste vi i 2018 elefantlejren Happy Elephant Valley om at blive elefantvenlig. De tilbyder nu ikke længere elefantridning, og de lader elefanterne leve et mere naturligt liv, hvor de frit kan bevæge sig rundt i et større naturområde.

1021667_0

I maj 2018 udgav vi en ny rapport om turistattraktioner med vilde dyr på Bali. Den afslørede, at disse steder ikke engang opfylder dyrenes mest basale behov. De 26 turistattraktioner, vi havde besøgt, husede 1.500 elefanter, delfiner, tigre, orangutanger, desmerkatte og andre vilde dyr. Ved hvert eneste sted levede dyrene under elendige forhold.

Lige før påske 2018 meldte regeringen og dens støttepartier ud, at de vil forbyde elefanter og andre vilde dyr i danske cirkus. Det skete, efter at vi igennem længere tid havde været i dialog med politikerne og havde indsamlet over 50.000 underskrifter fra danske dyrevenner.

Danmark er langt fra det eneste land i Europa, der har forbudt eller vil forbyde elefanter i cirkus. Der er derfor brug for et fristed til de tidligere cirkuselefanter, og et sådant sted er Elephant Haven i Frankrig: Europas første elefantreservat. Vi har støttet reservatet og ser frem til, at de første elefanter flytter ind.

Bjørnene skal beskyttes

I 2018 reddede vi 10 bjørne i Pakistan, der blev brugt som dansebjørne eller i bjørne-hundekampe. Fem af dem var få måneder gamle unger. De var blevet fanget af krybskytter, der ville sælge dem som dansebjørne. Men med hjælp fra vores pakistanske partnerorganisation opsporede og konfiskerede myndighederne de fem unger. De lever nu trygt i bjørnereservatet, som vi finansierer i landet.

I bjørnereservatet, vi finansierer i Rumænien, kom der fem nye beboere i 2018. Tre af dem kom fra usle forhold i zoologiske haver, der ikke kunne tage sig ordentligt af dem. De andre to var vilde bjørne. Den ene var en bjørneunge, som velmenende mennesker havde taget fra naturen i den tro, at hun var forladt af sin mor. Den anden en ung hanbjørn, der var i fare for at blive skudt. Han havde nemlig såret en turist, der forsøgte at tage en selfie med ham.

1021607_0

I Asiens bjørnegaldeindustri lever over 20.000 bjørne et usselt liv på galdefabrikker. Her får de under store smerter tappet deres galde, der sælges som en ingrediens i traditionel asiatisk medicin. 

I Vietnam har det siden 2005 været ulovligt at tappe galde fra bjørnene, men det sker endnu i det skjulte. Vores vietnamesiske partnerorganisation overvåger derfor, om der sker ulovlig galdetapning på bjørne i fangenskab, og de har mikrochippet bjørnene for at sikre, at ingen nye bjørne tages fra naturen. Takket væres deres indsats konfiskerede myndighederne i 2018 11 bjørne – herunder fem bjørne, der havde levet 13 år i små, beskidte bure. Alle 11 bjørne har nu fået et nyt liv i reservater.

I Myanmar er bjørnegaldeindustrien stadig relativt ny, og vi har derfor startet arbejde op for at bremse dens fremvækst i landet. Arbejdet inkluderer blandt andet oplysning af lokalbefolkningen, der skal ændre deres opfattelse af bjørne og lære dem om vigtigheden af biodiversitet. Det skal forhindre, at bjørne bliver taget fra naturen og spærret inde på galdefabrikker.

Hjælp til dyrene i havet

Den globale alliance Global Ghost Gear Initiative (GGGI), som vi har stiftet, arbejder for at løse problemet med spøgelsesnet – tabt og efterladt fiskegrej. Hvert år ender 640.000 ton spøgelsesnet i havene, hvor de dræber omkring 136.000 sæler, søløver, hvaler og andre havpattedyr. Dertil kommer et enormt antal fugle, havskildpadder, fisk og andre dyr i havene. I 2018 sluttede en række nye lande, organisationer og virksomheder sig til GGGI, herunder Canada, Thai Union, Lidl og Nestlé.

1010614

I 2018 lykkedes det os at overbevise FN’s Fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) om, at alle fiskegarn skal mærkes – et vigtigt skridt på vejen mod at tackle spøgelsesnet. 

Den Internationale Hvalfangstkommission (IWC) godkendte i september 2018 den såkaldte ’Spøgelsesnet-resolution’. Det betyder et tættere samarbejde mellem GGGI og IWC om at bekæmpe spøgelsesnet.

Bedre forhold for landbrugsdyr

Mere end 300 millioner dyr lever under uacceptable forhold i bure i EU. I efteråret 2018 gik vi sammen med over 100 andre europæiske organisationer om det Europæiske Borgerintiativ ’End Cage Age’ – Ud af buret – der skal befri landbrugsdyr fra de trange bure. Hvis vi indsamler en million underskrifter fra EU-borgere, er EU-Kommissionen forpligtet til at tage spørgsmålet op. I starten af december havde vi nået en fjerdedel af underskrifterne. Mere end 26.000 af underskrifterne kom fra danskere. 

I Kina samarbejder vi med tre store svineproducenter, der fungerer som pilotvirksomheder. Det første i 2018 til, at over 100.000 avlssøer og tæt på 700.000 pattegrise fik bedre forhold. Det betød desuden, at kinesiske forbrugere for første gang kunne købe svinekød med god velfærd – takket Quinglian, den ene af pilotvirksomhederne. Dexing, en anden af pilotvirksomhederne, offentliggjorde, at de helt vil overgå til løsdrift og give alle deres grise beskæftigelsesmateriale inden 2020.

1020689_0

I Brasilien samarbejder vi med de store svineproducenter BRF og JBS Sydamerika om at forbedre forholdene for deres grise. Det førte i 2018 til, at over 45.000 avlssøer og over 540.000 pattegrise fik bedre forhold. 48 % af grisene i JBS’ produktion går nu i løsdrift, og ingen af pattegrisene får længere klippet deres tænder. 29 % af søerne i BRF’s produktion går nu i løsdrift.

I 2018 indledte vi et samarbejde med en af verdens største svineproducenter, CP Foods. I april i år forpligtede de sig til at udfase brugen af drægtighedsbokse  inden 2025 i Thailand og inden 2028 i resten af verden. CP Foods eksporterer svineprodukter til over 30 lande, og deres beslutning vil gøre en forskel for millioner af søer.

I oktober overrakte vi underskrifter fra over 500.000 dyrevenner i 10 lande til KFC med et krav om, at de forbedrer forholdene for de mange slagtekyllinger i deres produktion. Ugen før mødtes vi med KFC’s moderselskab, Yum! Brands, De gav udtryk for, at de bekymrer sig om dyrevelfærd og ser frem til at samarbejde med os. KFC havde hidtil afvist at ændre praksis, men presset fra de mange underskrifter hjalp os med at åbne op for en konstruktiv kommunikation.

Rabiesvaccinationer af hunde

I 2018 rabiesvaccinerede vi over 97.000 hunde i Kenya og Sierra Leone, så de ikke bliver dræbt, fordi befolkningen frygter smittefare. Udover at det beskytter både hunde og mennesker mod smittefare – og hundene mod brutale masseaflivninger – kan det få mennesker til at se hunde som venner i stedet for fjender. 

1022079

Da vi i 2016 fejrede, at vi havde givet 1 mio. vaccinationer til hunde, fortalte vi om hunden Bruno, der bor i Kenya. I 2018 besøgte vi igen Bruno og hendes ejer. Han kunne fortælle, at forholdet mellem mennesker og hunde i området er blevet langt bedre, efter at hundene er blevet vaccineret.

Nødhjælp til katastroferamte dyr

I 2018 hjalp vi næsten en halv million dyr, der blev ramt af naturkatastrofer. Vi rykkede akut ud for at hjælpe dyr og deres ejere i 10 forskellige tyfoner, oversvømmelser og andre naturkatastrofer. Derudover er over 52 mio. dyr blevet bedre beskyttet takket være vores arbejde med at få regeringer og myndigheder til at inkludere dyr i deres katastrofeberedskabsarbejde.

1021588

Blandt andet sørgede vi for vand og dyrlægehjælp til 38.000 kvæg, grise, geder, får, høns, katte og hunde, der blev ramt af vulkanudbrud i Vanuatu. Vi gav dyrlægebehandling og medicin til 127.500 dyr, der blev ramt af oversvømmelser i Kenya. Og vi sørgede sammen med Indisk Røde Kors for foder og mineraltilskud til tæt på 35.000 køer, bøfler, geder, grise og høns, der sultede efter voldsomme oversvømmelser i Indien.

Vil du vide mere