Vi klapper af politikerne

24. Marts. 2018

Danmarks politikere har endelig vist handlekraft. Vilde dyr i cirkus bliver forbudt i fremtiden. Der skal ikke længere klappes af cirkuselefanter, der står på et ben i en manege med høj musik og larm. Vi skal derimod klappe af politikerne.

Flere års slid med at overbevise de danske politikere om, at elefanter og vilde dyr intet har at gøre i cirkus, er forløst. Fredag blev det meldt ud fra regeringen og støttepartierne Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, at fremtiden i cirkus bliver uden elefanter og vilde dyr. Det er en kæmpe forløsning, som mange tusindvis af underskrifter, positive tilkendegivelser og synlige opbakninger fra vores støtter har været medvirkende til. Den massive opbakning har givet os håb, selv om det ofte har virket, som om vi slog i en dyne, når vi satte cirkuselefanter til debat i den danske offentlighed.

Sejren er klar
Dermed følger Danmark endelig med mange andre europæiske lande i bevægelsen mod et mere dyrevenligt cirkus. Udviklingen har talt sit tydelige sprog: Fra Rumænien med stolte cirkustraditioner til Indien, hvor mange elefanter hører hjemme, er beslutningen om at udelukke det majestætiske dyr fra cirkusarenaen blevet vedtaget af landets politikere. Irland, Holland, Italien, Norge har også valgt dyrevelfærden til med deres forbud. England og Sverige er på vej. Og nu altså også Danmark. Det kan kun tolkes som en sejr.

- Vi er lykkelige på vegne af de vilde dyr, som i årevis er blevet dresseret til at optræde i cirkusarenaer langt væk fra deres naturlige miljø. Det er en sejr for dyrevelfærden, og det er en sejr for vedholdenheden. Det er en sejr, vi fejrer sammen med vores mange tusinder af støtter. Og det er selvfølgelig en sejr, vi fejrer sammen med alle, der har dyrenes velfærd som højeste prioritet, siger Gitte Buchhave, direktør i World Animal Protection Danmark.

Nyt fokus
Det gik stærkt fredag. Først blev emnet om vilde dyr i cirkus sat på Folketingets dagsorden af Enhedslisten, Alternativet og SF. Og inden dagen var omme, var regeringen og støttepartierne klar med en stramning på området. Det kan kun tolkes, som om politikerne har lyttet til de meldinger, som er kommet fra mange lande i Europa det seneste år. Løsningen i Danmark er ikke helt så vidtgående som i flere af de andre lande, hvor vilde dyr i cirkus forsvinder inden for en meget kort tidshorisont. Herhjemme bliver der tale om en lidt længere udfasning:
 
- Vi taler ikke om en 20 eller 30-årig periode. Jeg skønner, at de kan fortsætte tre til fem år mere som maksimum, siger Venstres Erling Bonnesen til DR Nyheder.

Så nu kanaliserer vi i World Animal Protection vores kræfter i retningen af at sikre den mest dyrevenlige exit for de vilde dyr i cirkus:

- Vi har fået et nyt fokus. Vores 47.500 underskrifter for et forbud mod vilde dyr i cirkus har gjort en forskel i debatten, uden tvivl, men nu er de heldigvis uaktuelle. I stedet vil vi kæmpe for at få de danske cirkuselefanter ud af manegen så hurtigt, det kan lade sig gøre. Vi stiller os gerne til rådighed for at finde en løsning. Vi indgår naturligvid gerne i en dialog med alle parter for at sikre den mest dyrevenlige exit for de vilde dyr i cirkus, fastslår direktør Gitte Buchhave.

 

Vi har lukket for underskriftsindsamlingen til Cirkus elefanter.

Men der er stadig dyr i underholdningsindustrien der har brug for din hjælp og din underkskrift.

Over en halv million vilde dyr lider over hele verden for at underholde turister. Det skal stoppes og du kan hjælpe.

Skriv under her

 

 

"Vi er lykkelige på vegne af de vilde dyr, som i årevis er blevet dresseret til at optræde i cirkusarenaer langt væk fra deres naturlige miljø."

Del i dit netværk:

Pinterest Google +