Pigs at a high welfare farm in the US.

Det opnåede vi for dyrene i 2021

Nyheder

Delfiner, elefanter, løver, hunde, bjørne, grise og myreslugere… sammen med vores støtter hjalp vi disse og mange andre dyr i det forgangne år. Læs her om nogle af vores sejre for dyrene i 2021.

Vilde dyr beskyttet mod udnyttelse

Verden over bliver omkring en halv million vilde dyr udnyttet i turist- og underholdningsindustrien, hvor de ofte lider under helt uacceptable forhold. I 2022 fortsatte vi vores indsats for at få stoppet udnyttelsen.

Efter to års pres på verdens største rejseudbyder, Expedia Group – og med hjælp fra over 350.000 underskrifter – lykkedes det os i 2021 at få dem til at stoppe med at sælge billetter til og markedsføre delfinshows.

I Sydafrika bliver tusindvis af løver avlet under elendige forhold, og sammen med Blood Lions har vi i flere år lagt pres på landets regering. I 2021 lykkedes det at overbevise dem om at udfase farme med løver i fangenskab.

Ved Amer Fort i Indien har 102 syge og stressede elefanter i årevis båret rundt på turister. Tæt på 100.000 dyrevenner har skrevet under på vores protest, og i februar 2021 bar det frugt. De 20 mest alvorligt syge elefanter blev pensioneret, og en regeringskomité anbefalede, at elefantridningen udfases helt.

Også i Danmark bliver vilde dyr udnyttet i fangenskab. Fjord&Bælt holder marsvin i fangenskab for at bruge dem til forskning og fremvisning. I oktober 2021 mødtes vi med den danske miljøminister og overrakte hende 16.000 underskrifter for at få stoppet de dispensationer, der giver Fjord&Bælt lov til at tage marsvin fra naturen.

I den nyeste sæson af ’Fangerne på Fortet’ på TV3/Viaplay var der ikke længere nogen levende tigre eller andre vilde dyr med. Det er sket som følge af en dialog mellem os og programmets danske producenter, NENT Group. De vilde dyr er fremadrettet droppet i samtlige lande, hvor programmet bliver vist.

Órfãos do Fogo behandler og rehabiliterer myreslugerunger, der er ofre for brandene i Pantanal, Brasilien

Coronahjælp til udsatte dyr

Coronapandemiens fortsatte hærgen forhindrede også i 2021 turister i at besøge mange reservater for vilde dyr, der dermed mistede deres indtægter. For andet år i træk satte vi derfor ind med ekstraordinær støtte til en række elefantreservater i Asien og bjørnereservatet i Rumænien.

Pandemien i kombination med to cykloner, der i maj 2021 ramte Indien, førte til, at tre gange så mange kæledyr som normalt blev efterladt på gaden. Med hjælp fra vores støtter fodrede vi henover sommeren 11.000 gadehunde.

Órfãos do Fogo behandler og rehabiliterer myreslugerunger, der er ofre for brandene i Pantanal, Brasilien

En lysere fremtid for bjørne

Siden 1991 har vi beskyttet bjørne over hele verden mod mishandling og udnyttelse, og også i 2021 opnåede vi flere succeser for bjørnene.

I Asien lider tusindvis af bjørne i fangenskab, fordi deres galde bruges i traditionel asiatisk medicin. I løbet af året reddede vi fem bjørne fra galdefarme i Vietnam og nåede dermed op på 41 provinser i landet (ud af 58), hvor det er slut med bjørnegalde.

I Kina overbeviste vi seks førende producenter af traditionel medicin om at droppe bjørnegalde og andre ingredienser fra vilde dyr i deres produkter, og vi nåede op på tæt på 1.000 kinesiske læger, der har forpligtet sig til at anbefale urtebaserede alternativer frem for medikamenter med vilde dyr.

I Pakistan reddede vi seks bjørne fra et usselt liv som dansebjørne og ofre for brutale bjørne-hundekampe. De seneste to år er antallet af bjørne brugt til underholdning i Pakistan faldet med 23 % takket være vores arbejde.

I Rumænien støtter vi Europas største bjørnereservat, som tager imod bjørne, der bliver befriet fra elendige liv i små bure, eller som er i fare for at blive skudt, fordi de kommer i konflikt med mennesker. I 2021 kom der 13 nye bjørne til reservatet, herunder to bjørnemødre og deres i alt fem unger.

Órfãos do Fogo behandler og rehabiliterer myreslugerunger, der er ofre for brandene i Pantanal, Brasilien

Bedre forhold for landbrugsdyrene

Omkring 50 mia. grise, køer, kyllinger og andre landbrugsdyr lider under elendige forhold i den industrielle produktion. Vi arbejder for at nedbringe den globale kødproduktion og skabe bedre forhold for dyrene.

Den 30. juni 2021 besluttede EU-kommissionen at sætte gang i lovarbejdet for en historisk reform, der skal gøre det forbudt at holde landbrugsdyr i bure. Det vil gøre en forskel for over 300 mio. dyr i EU. Beslutningen var en konsekvens af det europæiske borgerinitiativ ’End The Cage Age’, som vi og over 170 andre organisationer stod bag.

Det midlertidige forbud mod minkavl i Danmark, der blev indført pga. coronapandemien, blev i 2021 forlænget til udgangen af 2022. I kampen for at få forbuddet gjort permanent har vi indsamlet tæt på 30.000 underskrifter samt sendt et åbent brev til regeringen sammen med Anima, Dyrenes Beskyttelse, DOSO og Greenpeace. 

Órfãos do Fogo behandler og rehabiliterer myreslugerunger, der er ofre for brandene i Pantanal, Brasilien

Vilde dyr truet af landbrugets fremmarch

Det industrielle landbrug er ikke bare skyld i omfattende lidelser blandt landbrugsdyrene – det udgør også en trussel mod regnskovens vilde dyr, der mister deres hjem, fordi skoven fældes til fordel for græsningsarealer og marker med dyrefoder.

Vi afslørede i 2021, at Danske Bank og Sydbank og Bankinvest er blandt de europæiske pengeinstitutter, der understøtter afbrænding og rydning af Brasiliens regnskove. Det sker via deres investeringer i selskaber, der importerer soja fra Sydamerika for at fodre grise og andre dyr i landbruget.

For at beskytte de vilde dyr, som er truet af de omfattende skovbrande i Brasilien, hjælper vi lokale organisationer, der sørger for dyrlægebehandling, rehabilitering og genudsætning af sårede myreslugere, jaguarer, tapirer og andre dyr. Vi støtter desuden arbejdet for at bekæmpe brandene og lave sikre flugtkorridorer til dyr på flugt fra flammerne. I sidste del af 2021 var vi på den måde med til at beskytte 276.000 dyr.

Órfãos do Fogo behandler og rehabiliterer myreslugerunger, der er ofre for brandene i Pantanal, Brasilien

Vi gjorde det sammen

Vi opnår kun så mange sejre for dyrene, fordi vi har opbakning fra dyrevenner verden over, der støtter vores arbejde, skriver under på vores kampagner og hjælper os med at dele vores budskaber.

I fællesskab kan vi beskytte endnu flere dyr i 2022.

Støt nu

Vil du vide mere