
Sådan hjalp vi sammen dyrene i 2024
Nyheder
Sidste år opnåede vi store sejre for dyrene, som kun var mulige takket være vores støtter. Læs mere om, hvordan vi gav dyr over hele verden et bedre liv i 2024.
Kampen mod underholdning med vilde dyr
I samarbejde med Jakarta Animal Aid Network (JAAN) hjalp vi med at redde 31 makakaber, der blev udnyttet som ’danseaber’, og fik lukket den sidste træningslejr for dansende aber i Indonesien.
Vi overrakte over 172.000 underskrifter fra 26 lande til Thailands regering. Det skete med en opfordring til at forbyde avl på elefanter i fangenskab og beskytte de store dyr fra mishandling og udnyttelse i turistindustrien.
Sammen med Blood Lions har vi i flere år lagt pres på den sydafrikanske regering for at beskytte de over 10.000 løver, der lider på landets løvefarme. Det førte i 2024 til, at regeringen forpligtede sig til at udfase kommercielt opdræt af løver i fangenskab.
Vi fortsatte vores samarbejde med rejseselskaber for at gøre turisme dyrevenlig. Sammen med Spies lancerede vi bl.a. et børneunivers, der skal lære børn at passe på dyrene, og de store rejseudbydere EasyJet og Jet2Holidays stoppede med at sælge billetter til underholdning med vilde dyr.
TUI Group er et af de sidste store, globale rejseselskaber, der forsat tjener penge på delfinunderholdning. I august demonstrerede vi og 14 andre dyreorganisationer foran TUI's kontor i Berlin og afleverede mere end 350.000 underskrifter i protest.
Foto: Wolfgang Zimmel
Sammen med World Cetacean Alliance står vi bag Wildlife Heritage Areas, der giver rejsende et dyrevenligt alternativ, når de gerne vil opleve vilde dyr. I 2025 blev bl.a. Gunung Leuser, som er hjem for orangutanger, og Rwanda Volcanoes National Park, hvor der lever gorillaer, føjet til listen over ansvarlige dyredestinationer.
Kampen mod udnyttelse af vilde dyr til traditionel medicin og mode
Efter vores vedvarende indsats i omkring 20 år er antallet af bjørne på bjørnegaldefarme i Vietnam styrtdykket med 96 % - fra ca. 4.300 bjørne i 2005 til kun 190 bjørne i oktober 2024. En af de bjørne, der blev reddet i 2024, er Chinh, der så dagslys for første gang i 20 år.
Chinh lever i dag i Ninh Binh bjørnereservat. Foto: FOUR PAWS Viet / Jeremy Lamberton
Modeugerne i København og London fulgte Melbournes eksempel og indførte et forbud mod skind og fjer fra vilde dyr. Det skete efter dialog med os og støtte fra den internationale organisation Collective Fashion Justice. De tre modeuger har allerede tidligere forbudt pels fra vilde dyr på catwalken.
Kampen for at redde dyr i naturkatastrofer
Sammen med vores lokale partnerorganisation Onçafari fortsatte vi med at rehabilitere vilde dyr, der er kommet til skade i skovbrande i Brasilien, heriblandt jaguaren Xama. Vi kæmpede også for at beskytte brasilianske mankeulve fra at drukne i de enorme vandingskanaler, som landbruget opfører, efter at de har ryddet regnskoven.
Da voldsomme oversvømmelser og en tyfon ramte det nordlige Thailand, indsamle vi nødforsyninger i form af dyrefoder, ris, rengøringsmidler og andre fornødenheder til dyr og mennesker i det ramte lokalsamfund og dets 17 elefantlejre.
Kampen for bedre forhold for dyrene i landbruget
I 2024 talte vi landbrugsdyrenes sag ved en række FN-arrangementer, og over 50 organisationer tilsluttede sig vores kamp til at få udfaset det industrielle landbrug.
En håndfuld kendte danskere hjalp os med at sætte fokus på de over 200 mio. danske dyr, som lider i det industrielle landbrug. Sammen talte vi for en ny retning for landbruget med færre dyr og bedre dyrevelfærd.
Siden 2010 har vi kæmpet for de hundredtusinder af får, der hvert år transporteres fra Australien på skibe med ekstremt dårlige forhold. I 2024 vedtog det australske parlament endelig et forbud mod eksport af levende får via sørejser.
En fælles indsats for en mere dyrevenlig verden
De sejre, vi opnår for dyrene, er kun mulige takket være de mange dyrevenner, som bakker op om vores arbejde.
Med din støtte kan vi beskytte endnu flere dyr i 2025: