Millioner af dyr fik et bedre liv i 2015

07. Januar. 2016

Fra store katastrofeindsatser til vaccinationer af tusindvis af hunde – i 2015 satte vi ind for at beskytte dyr i nød over hele verden. Læs her om nogle af de mange gode resultater, vi opnåede for dyrene sidste år.

Det er kun takket være de mange dyrevenner, der støtter os trofast, at vi kan hjælpe så mange dyr. I videoen herunder kan du se nogle af de mange hunde, geder, køer, grise, sæler og bjørne, der fik et bedre liv i 2015.

Nej til mishandling af elefanter

I 2015 fortsatte vi vores kampagne for at stoppe underholdning med vilde dyr. Elefanter, der bruges til elefantridning eller i elefantshows, bliver trænet med brutale metoder, fra de er små unger. Efter dialog med os har mere end 80 rejseselskaber verden over forpligtet sig til at stoppe med at tilbyde underholdning med elefanter – herunder tre af de største charterselskaber i Danmark.

Vi beskytter hundene

Når vi vaccinerer hunde mod rabies, beskytter vi dem samtidig mod at blive brutalt masseaflivet på grund af frygt for smittefare. I 2015 vaccinerede vi over 300.000 hunde i fem lande: Bangladesh, Kina, Indonesien, Kenya og Tanzania.

I Danmark fortsatte vi i 2015 kampagnen mod de brutale hundedrab i Europa. Tusindvis af herreløse hunde i Europa er hver dag i fare for at blive slået ihjel med smertefulde metoder. Over 86.000 danske hundevenner har bakket op om kampagnen med deres underskrift. Underskrifterne vil vi bruge til at kontakte de danske medlemmer af Europa-Parlamentet for at bede dem om at arbejde for, at alle hunde i Europa er beskyttet af en effektiv lovgivning. 

I Rumænien arbejder vi for at nedbringe antallet af gadehunde, der lever et usselt liv. Derfor har vi i 2015 sat herreløse hunde på skoleskemaet i Rumæniens skoler for at ændre befolkningens syn på hunde.

Et bedre liv til bjørnene

I 2015 reddede vi 10 bjørne fra bjørne-hundekampe i Pakistan, hvor fastbundne bjørne angribes af kamptrænede hunde. Efter at have reddet bjørnene gav vi dem et nyt liv i det naturskønne Balkasar-reservatet. I starten af året oplevede vi en stor sejr, da Pakistans Sindh-provins vedtog en lov, der gør det ulovligt at bruge bjørne til underholdning.

I Rumænien reddede vi i 2015 fire bjørne og har givet dem et naturligt bjørneliv i Zarnesti-reservatet, hvor de kan finde bær, klatre i træer og lege i vandhullerne. Tre af dem blev reddet fra usle forhold i en nedslidt zoologisk have, mens den fjerde er en bjørneunge, der blev fundet alene og forladt i en storby.

I Rusland lagde vi i starten af året pres på ejeren af en restaurant, der i 20 år havde haft to bjørne siddende i et lille bur og fodret dem med alkohol og madrester. Over 130.000 dyrevenner – heraf 22.000 danskere - bakkede op med deres underskrift, og det fik myndighederne til at konfiskere bjørnene og flytte dem til et internat i Moskva.

I Asien lever omkring 20.000 bjørne på fabrikker, hvor de på smertefuldvis får tappet deres galde. I 2015 overbeviste vi sundhedsministeriet i Vietnam om at forbyde brug af blandt andet bjørnegalde i kosmetikprodukter. I Sydkorea overtalte vi alle ejere af bjørnefabrikker - med undtagelse af en enkelt - til frivilligt at udfase galdeproduktionen. Og i Kina indgik vi et historisk samarbejde med det statslige Development Research Center (DRC) om at afdække, hvilke indsatser der mest effektivt kan stoppe bjørnegaldeindustrien.

Hjælp til dyr i katastrofer

I 2015 satte vi ind med akut katastrofehjælp til tæt på 700.000 dyr, og via forebyggende katastrofearbejde hjalp vi yderligere over 600.000 dyr. I alt rykkede vi til 11 naturkatastrofer i ni lande ud for at komme dyrene til undsætning – herunder de voldsomme jordskælv i Nepal i april og maj og cyklonen Pam, der ramte Vanuatu i marts.

Slut med buræg og fikserede søer

Vores samarbejde med Nestlé har i 2015 fået selskabet til at annoncere et stop for buræg i alle deres produkter i USA. Det vil forbedre livet for mange millioner høns. Vi har desuden gennem hele året hjulpet Nestlé med at indføre dyrevelfærdsstandarder hos selskabets leverandører, hvor det skal være slut med fikserede søer, tremmekalve og kvæg, der afhornes eller kastreres uden bedøvelse. 

I Kina indgik vi i 2015 et samarbejde med to store svineproducenter, der hvert år producerer omkring 300.000 grise. Begge selskaber vil i 2016 opstarte pilotprojekter med bedre forhold for søer, så de får mere plads og ikke holdes i små farebokse.

I 2015 fortsatte vi også vores samarbejde med BRF – en af verdens største fødevarevirksomheder – om at skabe bedre forhold for hundredetusinder af grise og 1,6 milliarder slagtekyllinger.

Danske dyrevenner vil redde Spaniens tyre

I november 2015 samlede vi underskrifter ind for at protestere mod festivalen Toro de Jubilo i den spanske by Medinaceli, hvor der sættes ild i en levende tyr. Omkring 45.000 danskere skrev under, hvilket er den største opbakning på så kort tid, vi nogensinde har oplevet. Desværre lykkedes det os ikke at stoppe festivalen i 2015, men at så mange dyrevenner vil have stoppet den brutale mishandling af tyrene, viser os, at vi har opbakning til at kæmpe videre. Vi vil derfor i 2016 fortsætte arbejdet for at få stoppet udnyttelsen og mishandlingen af tyre i Spanien.


epa european pressphoto agency b.v. / Alamy Stock Photo

Hjælp os med at beskytte dyrene i 2016 >>

Del i dit netværk:

Pinterest Google +