Håb for lemlæstet bjørn

25/09/2020

I fire år sad bjørnen Hope indespærret i et mikroskopisk bur i en mini-zoo i Pakistan. Ejeren havde straffet Hope ved at lemlæste ham grusomt. Men i dag har Hope fået et liv, der er værd at leve.

“Til at starte med sad vi sammen med ham i lang tid ad gangen, så han kunne lære os at kende."

Fotos: BRC

Hope var et sørgeligt syn, da han for tre år siden blev reddet fra sit 3x3x6 meter lille bur af vores pakistanske partnerorganisation Bioresource Research Centre (BRC). Hopes ejer havde hugget hans ene forben af og slået ham så hårdt over ryggen – muligvis med en hammer – at bjørnen var blevet lam i bagbenene.

Mange anså Hope for at være en tabt sag og mente, at hans skader var for alvorlige til, at han ville kunne få et godt liv. Men Fakhar Abbas tog udfordringen op. Fakhar er den daglige leder af Balkasar bjørnereservatet, som vi finansierer i Pakistan. 

Fakhar tilbragte timevis med at studere bjørnen, indtil han til sidst kunne lave en plan for, hvordan Hope kunne få et liv, der er værd at leve. Og reservatets ansatte gav Hope hans navn som et symbol på deres håb om, at hans historie ville ende godt.

Takket være Fakhars plan er den nu otte år gamle bjørns liv forvandlet.

Fakhar og bjørnen Hope

Fakhar og Hope

Motion og sund kost

Da Hope ankom til reservatet, kunne han kun bevæge sit hoved og forben, og han kunne kun bære sin kropsvægt i få sekunder ad gangen. Fordi han ikke fik motion, begyndte han også at blive for tyk, og det gjorde det endnu sværere for ham at bevæge sig omkring. 

Derfor skar de ansatte i Hopes fodermængde, og de spredte hans foder rundt omkring i indhegningen for at tilskynde ham til at bevæge sig mere. Det har ført til, at Hopes helbred nu er forbedret væsentligt. Hans forben kan nu bære hans vægt, og han bevæger sig omkring på et større område for at få fat i sin mad.

I det lillebitte bur, hvor Hope vansmægtede i fire år, kunne han ikke foretage sig andet end at ligge ned. Det inaktive liv svækkede hans indre organer, så da han ankom til Balkasar og blev mere aktiv, blev han i starten meget forpustet. Men den nærende kost og vægttabet hjalp, og Hope har gradvist tilpasset sig et mere aktivt liv.

Bjørnen Hope blev i årevis mishandlet. Nu har han fået et nyt liv i Balkasar-reservatet.

Nyder sin nye tilværelse

Forståeligt nok var Hope bange og aggressiv i starten. Men med tålmodighed, omsorg og venlighed lykkedes det Fakhar og de andre ansatte at få Hope til at slappe af og tro på, at han nu er i sikkerhed og ikke længere vil blive mishandlet.

Madeeha Manzoor fra BRC fortæller: “Til at starte med sad vi sammen med ham i lang tid ad gangen, så han kunne lære os at kende. Med tiden begyndte han lidt efter lidt at lade os hjælpe ham.”

I dag er Hope en meget social og venlig bjørn. Han elsker at tage for sig af sin yndlingsmad som er rå frugt, grøntsager og kiks.

Bjørnen Hope blev i årevis mishandlet. Nu har han fået et nyt liv i Balkasar-reservatet.

Hopes handicap gør, at han ikke kan gå ud i vandhullerne, selvom bjørne normalt nyder at svale sig af i det kølige vand. I stedet bader to af de ansatte ham forsigtigt. Madeeha fortæller, at de stadig konstant er på udkig efter flere måder at gøre hans liv lettere på:

”Fordi Hope ikke kan bruge vandhullerne i den indhegning til handicappede bjørne, hvor han lever, planlægger vi at skræddersy en del af området til ham. Det er vi lige nu i gang med at designe.”

Ikke mange troede på det dengang for tre år siden, men Hope virker til at nyde livet. Som Medeeha siger: ”Nu er han en glad bjørn, fuld af liv.”

Hope er blevet reddet og lever nu i Balkasar-reservatet i Pakistan

Du kan hjælpe os med at redde flere bjørne fra mishandling i Pakistan:

Støt bjørnene

Vilde dyr er ikke medicin

Bjørne udnyttes for deres galdes skyld

Millioner af vilde dyr pines, fordi deres kropsdele bruges i traditionel asiatisk medicin. Vi påvirker forbrugerne til at vælge plantebaserede alternativer –...