Dolphins in captivity

Expedia Group fortsætter med at profitere på delfiner, der lider

Nyheder

Trods pres fra os og over 300.000 dyrevenner er der ikke mange forbedringer for delfinerne at finde i rejsegigantens nye dyrevelfærdspolitik.

Af Expedia Groups nye dyrevelfærdspolitik fremgår det, at de fremover kun vil promovere og sælge billetter til delfinarier, havtemaparker og akvarier, der er anerkendt af World Association of Zoos and Aquariums (WAZA) og Alliance of Marine Mammal Parks and Aquariums (AMMPA). 

Men sidste år afslørede vi, at WAZA langt fra er en garant for god dyrevelfærd. Mange af sammenslutningens medlemmer – såvel direkte som indirekte medlemmer – tilbyder underholdning med vilde dyr, der fører til store lidelser blandt dyrene. 

Den nye dyrevelfærdspolitik er derfor varm luft fra Expedia Groups side, og selskabet kan fortsat tjene store penge på delfiner, der lider under helt utilstrækkelige forhold i fangenskab.

Narrer kunderne

I WAZAs retningslinjer står der, at medlemmerne ikke bør involvere dyr i ”dyreshows, opvisninger eller interaktive oplevelser, hvor dyrene optræder med nedværdigende eller unaturlig adfærd.” 

Men vi har dokumenteret, at mange medlemmer ikke overholder disse retningslinjer, og at WAZA intet gør for at stoppe overtrædelserne.

Ved at dække sig ind under WAZAs godkendelse forsøger Expedia Group at få folk til at tro, at selskabet bekymrer sig om dyrenes velfærd. Men i realiteten kan de fortsat sende kunder til næsten en tredjedel af alle verdens delfinarier og andre steder med delfinunderholdning. Mindst 96 steder med over 1.190 delfiner i fangenskab er dækket ind af Expedia Groups nye politik.

Turister poserer med en delfin i fangenskab i SeaWorld San Antonio, USA

Turister poserer med en delfin i fangenskab i SeaWorld San Antonio, USA

Delfinerne lider – Expedia Group profiterer

I Expedia Groups nye dyrevelfærdspolitik står der, at aktiviteter med dyr, der foregår ”ansvarligt og med omtanke”, kan være med til at skabe forbindelser til naturen og bidrage til artsbevarelse. 

Men at se delfiner optræde med cirkuslignende tricks i bittesmå, kunstige bassiner giver ikke folk en bedre forståelse for naturen. De færreste delfinarter er desuden truede, og delfiner født i fangenskab vil højst sandsynligt aldrig blive sat ud i den fri natur. Det giver derfor heller ikke mening at tale om artsbevarelse i forbindelse med delfiner i fangenskab.

Andre globale rejseudbydere som TripAdvisor, Virgin Holidays, Airnbn og Booking.com har for nylig taget afstand fra delfinunderholdning. Så meget desto tydeligere er det, at Expedia Group halter bagefter hvad angår dyrevelfærd.

Delfinshow i Zoomarine, Portugal

Delfinshow i Zoomarine, Portugal

Vi fortsætter presset på Expedia Group

Vi mener ikke, at det er godt nok, at Expedia Group blot har opdateret deres dyrevelfærdspolitik med en indholdsløs forpligtelse. Derfor opfordrer vi selskabet til at genoverveje deres retningslinjer og deres støtte til turistattraktioner, hvor dyrene lider.

305.700 dyrevenner har allerede bakket op om vores underskriftsindsamling mod Expedia. Vi har brug for endnu flere underskrifter, så Expedia Group bliver nødt til at lytte til os.

Vil du vide mere