To bjørne er reddet i Pakistan

Reddet: To bjørne får et nyt liv

Nyheder

To nye bjørne er flyttet ind i reservatet i Pakistan. Den ene har i årevis måttet kæmpe for sit liv i brutale bjørne-hundekampe – den anden er blot en unge, der stadig burde leve sammen med sin mor i naturen.

Bjørneungen Raja var tæt på at blive solgt

Raja er en 10 måneder gammel bjørneunge, der blev taget fra naturen af nogle krybskytter. I starten af året viste krybskytterne Raja frem på en videnskabsmesse, hvor de ville sælge ham til højstbydende. Heldigvis opdagede vores pakistanske parternorganisation Bioresource Research Centre (BRC), hvad der foregik, og de alarmerede myndighederne. Politiet foretog en razzia af messen og konfiskerede Raja.

Raja er nu overdraget til BRC’s bjørnereservat i Balkasar, som vi finansierer. Han er lille for sin alder, og han var svag, da han ankom. Ellers har han det godt efter omstændighederne.

Alt tyder på, at Raja nok skal vokse sig stor og stærk takket være den kyndige pleje fra de ansatte i reservatet.

raja

Raja

Jutti skal aldrig mere forsvare sig mod hundene

Jutti er fem år gammel. Det meste af sit liv er hun blevet tvunget til at forsvare sig mod kamptrænede hunde i blodige bjørne-hundekampe. Når hun ikke kæmpede for livet, trak hendes ejer hende fra landsby til landsby. Her tvang han hende til at optræde som dansebjørn, så snart der var stimlet nok tilskuere sammen.

BRC gik igennem længere tid i dialog med Juttis ejer og overbeviste ham om, at det er uetisk og imod islam at behandle et levende væsen så brutalt. Til sidst sagde ejeren ja til at overlade Jutti til Balkasar-reservatet. BRC har nu hjulpet ham med at starte en lille butik, så han stadig kan forsørge sin familie. Til gengæld har han skrevet under på, at han aldrig vil anskaffe sig en ny bjørn.

I slutningen af 2016 blev Jutti bragt til reservatet. Det var tydeligt at se på hende, at hun havde levet under forfærdelige forhold og fået en helt utilstrækkelig kost, men hun fejlede ikke noget alvorligt. Dyrlægerne fjernede hendes næsering, og det fik hende straks til at virke mere veltilpas.

Nu befinder Jutti sig i reservatets karantæneområde. Her kan de ansatte tage sig af hende, indtil hun er klar til at slutte sig til de andre reddede bjørne i det store reservatområde.

jutti

Jutti

Vi fortsætter kampen for at redde bjørne

Raja og Jutti skal aldrig mere frygte, hvad mennesker vil gøre ved dem. Nu kan de frit følge deres naturlige instinkter blandt buske og vandhuller i det store reservat.

Vi stopper ikke vores kamp, før vi har reddet de sidste bjørne i Pakistan, der stadig bliver udnyttet og mishandlet. Vi arbejder for helt at få stoppet traditionen med bjørne-hundekampe og dansebjørne, og vi samarbejder med de pakistanske myndigheder om at beskytte bjørnene i naturen, så de kan få lov til at blive der, hvor de hører til.

1017760

 

Vil du vide mere