Elefanten Julie

Portugals sidste cirkuselefant får nyt hjem

Nyheder

Af

To ensomme elefanter får snart nyt, fælles liv i et elefantreservat, når Portugals sidste cirkuselefant, Julie, flytter ind sammen med tidligere zoo-elefant.

Julie, den sidste cirkuselefant i Portugal, får snart et nyt liv i The Pangea Trusts elefantreservat i Portugal. Den 40 år gamle elefant har levet alene uden artsfæller siden 2024, men vil i Pangea-reservatet få selskab af zoo-elefanten Kariba, [https://www.worldanimalprotection.dk/nyheder/karibas-lykkelige-slutning/] der også snart bliver flyttet dertil.

Cirkusset, Circo Victor Hugo Cardinali, og The Pangea Trust, har i fællesskab annonceret, [https://www.pangeatrust.org/portugals-last-circus-elephant/] at Julie bliver flyttet til det store elefantreservat i Alentejo i det sydlige Portugal. Aftalen er indgået frivilligt på baggrund af et fælles engagement i Julies velfærd.

”Der er noget helt særligt ved, at en af de første elefanter i reservatet er den sidste cirkuselefant i Portugal. Jeg er stolt af, at vi i World Animal Protection støtter Pangea-reservatet og nu kan følge de første elefanter, som skal bebo det,” siger Gitte Buchhave, direktør i World Animal Protection Danmark.

Hun fortsætter: ”Mange cirkus og zoos i Europa må af forskellige årsager udfase deres elefanthold, og derfor er det helt afgørende, at et sted som Pangea eksisterer: 400 hektar med et ideelt miljø for elefanterne, hvor de kan vandre omkring, græsse, bade og socialisere med hinanden.”

Et nyt kapitel for Julie

Julie stammer fra det sydlige Afrika, men blev sendt til Portugal som ung kalv og blev en del af Cardinali-cirkusset i 1988.

Julie har ikke optrådt siden 2024, hvor Portugals forbud mod vilde dyr i cirkus trådte i kraft. Samme år døde Samba, Julies sidste elefantven i cirkusset.

Cirkusdirektøren, Víctor Hugo Cardinali, begyndte derfor at undersøge, hvilke muligheder der var for Julies fremtid. Pangea trådte til og tilbød at give hende et permanent hjem i smuk natur.

”Det har ikke været en nem beslutning, for Julie har været en del af vores familie i årtier. Men vi er overbevist om, at det er den rigtige beslutning for hende. Det var en afgørende faktor i vores overvejelser, at vi kunne samarbejde med Pangea om hendes overgang til sit nye hjem,” siger Víctor Hugo Cardinali.

Et godt elefanthjem

Pangea-reservatet er netop opført med det formål at give elefanter som Julie den plads, de naturlige omgivelser og det selskab fra andre elefanter, som de har brug for. Reservatet har desuden et dedikeret team ansat med den rette ekspertise til at give elefanterne det bedst mulige liv resten af deres dage.

Víctor Hugo Cardinali vil være tæt involveret i overgangen til Julies nye liv, da han har mange års kendskab til hendes personlighed, vaner og behov. Dyrlægerne i Pangea vil stå for de nødvendige helbredsundersøgelser og samarbejde med hendes nuværende dyrepassere for at forberede Julie på turen til reservatet.

Kate Moore, Pangeas direktør, siger: ”Det er en afgørende del af den måde, vi arbejder på, at finde den rettet løsning for elefanterne i fællesskab med deres ejere. Vores samarbejde med Víctor Hugo Cardinali om Julies flytning er derfor uvurderlig.”

Elefanter er dybt komplekse, sociale dyr med et stort behov for selskab fra deres egen art. Julie og Kariba er begge afrikanske elefanter og jævnaldrende, og de har begge levet alene de seneste år. I Pangea-reservatet vil de sammen kunne udforske det frodige, bølgende landskab og med tiden forhåbentlig få selskab af endnu flere elefanter fra zoos og cirkus.

Vi støtter Pangea sammen med Born Free Foundation, Fondation Brigitte Bardot og Olsen Animal Trust.

Elefanterne Kamoon og Malee nyder livet i elefantreservatet Somboon Legacy Foundation i Thailand.

Adoptér en elefant

Har du plads i dit hjerte?

Du kan adoptere en reddet elefant og give den det gode elefantliv, den fortjener.

Find din elefant
To bjørne bjørne slås for sjov

Få seneste nyt om dyrene

Følg med

Vores nyhedsmail holder dig opdateret om dyrebeskyttelse, vores indsatser og måder, du kan hjælpe dyrene på.

Tilmeld her
Vil du vide mere