I bjørnereservatet, vi støtter i Pakistan, får mishandlede bjørne endelig det liv, de fortjener

Pakistan: Fem bjørne reddet fra mishandling

Nyheder

Det er et langt, sejt træk at redde de bjørne, der bliver brugt som dansebjørne og i bjørne-hundekampe – men nogle gange oplever vi flere succeser på én gang. I april i år lykkedes det at redde hele fem bjørne.

Gennem langvarig dialog har vores lokale partnerorganisation, Bioresource Research Centre (BRC), overbevist bjørnenes ejere om at overgive bjørnene til det store, beskyttede bjørnereservat, vi finansierer i landet. 

Ejerne har i årevis levet af at lade deres bjørne optræde eller forsvare sig mod kamptrænede hunde i brutale kampe. Nu hjælper BRC dem med at starte hver deres lille butik, så de fortsat kan forsørge sig selv og deres familier. Til gengæld har de skrevet under på aldrig at anskaffe sig en ny bjørne.

Mød de nye bjørne i reservatet

Bjørn 1

En af bjørnene er en tre år gammel underernæret hunbjørn, der har været brugt som dansebjørn. Hun vejer kun 40 kg, hvilket er alt for lidt. Hun er lillebitte for sin alder og meget svag. 

De ansatte i reservatet holder godt øje med bjørnen, som stadig befinder sig i karantæneområdet. Sandsynligvis vil det tage et stykke tid, før hun er rask nok til at slutte sig til de andre bjørne i det store reservatområde. Men hun virker glad, venlig og afslappet – og hun er vild med den gode mad, hun nu bliver fodret med.

Bjørn 2

En anden hunbjørn på tre år er også meget lille – hun vejer kun 47 kg. Hun har været brugt i bjørne-hundekampe og er meget svag. Hendes pels er filtret, og hun har et sår efter den næsering, hun havde siddende i snuden.

Den lille bjørn er aggressiv, men hun slapper godt af i karantæneområdet og er meget træt. Nu kan hun endelige sove og hvile sig, lige så meget som hun trænger til. 

Bjørn 3

En seks år gammel hunbjørn, der havde været brugt som dansebjørn, var helt opsvulmet i hovedet. Hendes ene ben var skadet, og hun havde sår under hagen og ørerne, der var fyldt med maddiker.

Da dyrlægerne behandlede hende, fjernede de også rebene rundt om hendes hals og i hendes snude. Da hun vågnede efter bedøvelsen, var hun tydeligt lettet over at være fri for rebene, der har givet hende mange smerter. Hun virker rolig og tilfreds i karantæneområdet, og hun er meget glad for brød og sukkerrør. 

Bjørn 4

En fem år gammel hunbjørn havde været brugt i bjørne-hundekampe, og hendes ejer havde også trukket rundt med hende i gader og stræder, når han tiggede. Hun virkede glad over at slippe for rebene om halsen og i snuden, men hun viste også tegn på aggression og stress.

Bjørnen var meget sky og havde en alvorlig parasit-infektion. Reservatets dyrlæger gjorde deres bedste for at behandle infektionen, men desværre døde bjørnen efter kort tid.

Bjørn 5

En seks år gammel hunbjørn havde været brugt som dansebjørn. Hun var bedøvet, da hun ankom til reservatet, så dyrlægerne kunne med det samme fjerne hendes reb og give hende et helbredstjek.

Bjørnen er sund og rask, udover at hun har lidt skab, som relativt let kan behandles. Hun er en livlig og glad bjørn, der virker til at nyde livet i karantæneområdet. Hun er begejstret for den gode mad, hun nu får at spise, særligt brød og sukkerrør.

Nu venter det gode bjørneliv

De fire overlevende bjørne skal blive i karantæneområdet, indtil de er parat til at blive lukket ud i det store reservatområde. Dér venter dem et godt bjørneliv, hvor de kan svømme, lege, klatre og hvile sig i det høje græs.

Vi fortsætter kampen for at få stoppet traditionen med dansebjørne og bjørne-hundekampe i Pakistan. Vores arbejde slutter først, når bjørne ikke længere bliver mishandlet og lever under kummerlige forhold i fangenskab.

Vil du vide mere