På elefanternes præmisser

ChangChill

Vores tur starter i Chang Mai i det nordlige Thailand. Vi sætter os op i en ladvogn og kører halvanden time gennem små, traditionelle landsbyer og et idyllisk bjerglandskab. Det sidste stykke går vi ad naturlige trapper gennem rismarker, indtil vi er fremme ved ChangChill – stedet, der kan prale af at være den første traditionelle elefantlejr i Thailand, der blev elefantvenlig. 

Maler sig selv med mudder

Ad de samme stier gennem skoven hvor turister tidligere red på elefanterne, følger vi nu efter dyrene og ser, hvordan de opfører sig, når de er fri til at gøre, hvad de har lyst til. Det er en helt unik mulighed for at opleve naturlig elefantadfærd.

Elefanterne udstøder små grynt og andre lyde, og en af de store hunelefanter lægger sig ned i en mudderpøl og gnider ryggen mod jorden. En anden kaster strimler af mudder op langs siden af sin mægtige krop. Det ligner malerklatter i lysebrune nuancer, der lidt efter lidt dækker det grå lærred, som er den velvoksne elefantkrop. 

Min kollega Dee Kenyon har hjulpet ChangChill med at blive elefantvenlig. Hun peger på mudderbadet som et klart tegn på elefanttrivsel.

”I en traditionel elefantlejr får de færreste elefanter lov til at dække deres hud med mudder. For det kræver tid, som måske ikke passer ind i forhold til lejrens tilbud om elefantvask og andre aktiviteter. Men mudderbadet er vigtigt, for det beskytter elefanterne mod solens stråler,” siger hun.

Elefanterne genopdager deres naturlige adfærd

Jeg taler også med Supakorn Tananseth, der ejer ChangChill. Det er meget rørende at høre ham tale om, hvor langt mere knyttet han er blevet til elefanterne, efter at lejren har lagt kursen om.

”Hver dag kan jeg og mahoutterne se en forskel på elefanterne sammenlignet med dengang, vi tog lænkerne af dem. De er ikke længere underernærede, mærkerne fra sadlerne er blevet mindre, huden pænere, de trompeterer, og deres ører blafrer,” fortæller han mig.

Nogle af elefanterne er længere tid end andre om at vænne sig til det mere naturlige liv, de fører nu. Den dag, jeg besøger ChangChill, tager den sidste af elefanterne for første gang et mudderbad.

Tidligere var hun sikkert blevet straffet, hvis hun havde prøvet på det. Det gør mig varm om hjertet at vide, at jeg, mine kollegaer og alle vores mange støtter har været med til at gøre dette bevægende øjeblik muligt.

Mandalao

Fra Thailand går turen videre til Laos. Her skal vi besøge elefantreservatet Mandalao, der ligger tæt på den gamle kongeby Luang Prabang. Mellem flaskegrønne bjergrygge og svajende palmer er reservatet placeret ved en flod, der dovent glider gennem det frodige landskab.

Jeg er fuldstændig betaget – det er de smukkeste omgivelser, jeg nogensinde har set. 

Som i ChangChill kan vi her tage del i elefanternes ”skovtur” ved at følge dem, når de vandrer gennem det fortryllende landskab. Det er hele tiden elefanterne, der sætter tempoet, og igen føler jeg det som et stort privilegium at få lov til at observere de tonstunge kæmper følge deres egen dagsorden.

Slut med at knække elefanterne

Elefanterne i Mandalao kommer fra turist- og skovhugstindustrien, og flere af dem er født i fangenskab. Men fordi elefanten aldrig er blevet domesticeret som f.eks. hesten, har elefanter født i fangenskab stadig deres vilde instinkter. Ganske vist er de i årevis blevet undertrykt, men når elefanterne kommer til Mandalao, begynder instinkterne at vågne.

Elefanter, der udnyttes som arbejdsdyr og i turistunderholdning, bliver som unger mentalt nedbrudt med hårdhændet træning for at gøre dem føjelige.

Derfor er det fantastisk at se den tre år gamle uvorne elefantunge Kit, der bor i Mandalao. Kit er ikke blevet ”knækket” med isolation, sult eller hårde slag – og det ses i hans gavtyveblik. Jeg mærker et brændende ønske om, at alle elefantunger en dag om ikke alt for længe vil leve i den fri natur og være lige så frække og utæmmede som Kit.

Mandalao viser vejen

Forhåbentlig nærmer vi os dette mål. Vi kan bevidne en voksende efterspørgsel fra turister på elefantvenlige oplevelser – og det er forudsætningen for, at reelle fristeder for elefanter kan eksistere i en verden, hvor en babyelefant kan sælges til Kina for flere hundredtusinder dollars. 

Mandalao er blevet det populære valg blandt turister i Luang Prabang, og det bemærkes. ”Vores naboer et stykke nede ad vejen er en elefantlejr. De har netop annonceret, at de dropper elefantridning og kæder i den kommende sæson,” fortæller medstifteren af Mandalao, Michael Vogler, mig, før det er tid til at forlade dette lille stykke paradis.

Mandalao viser således vejen til en fremtid, hvor dyrevelfærd er selve varen.