Hjælp til gadehundene i Europa

Hjælp til gadehundene i Europa

Nyheder

Vi kæmper videre for at få EU til at beskytte de mange herreløse hunde i Europa. I Østeuropa har vi bevist, at vi med dyrevenlige metoder kan hjælpe både hunde og mennesker.

"Sæt en stopper for de brutale hundedrab i Europa" - Det var budskabet, da vi i marts overrakte underskrifter fra 110.000 danske hundevenner til danske medlemmer af Europa-Parlamentet.

I Syd- og Østeuropa er tusindvis af herreløse hunde hver dag i fare for at blive dræbt på smertefuld vis. Det sker, fordi mennesker ser dem som en pestilens eller tror, at de spreder sygdomme. Hundene bliver for eksempel fodret med forgiftet mad eller indfanget og gasset.

incontext1-130616

Et hvalpekuld på et hundeinternat i Brasov, Rumænien. Vores partnerorganisation AMP (Millions of Friends) driver internatet.

Vi havde et konstruktivt møde med de danske EU-politikere. Vores lobbyister i Bruxelles tager nu problemet med gadehundenes forhold videre til Europa-Parlamentets Intergroup on Animal Welfare. Gruppen er omdrejningspunkt for alt EU-arbejde med dyrevelfærd. Vi har desuden gjort Europa-Kommissionen (Animal Health and Welfare Unit.) opmærksom på de brutale hundedrab. Også her arbejder vi videre for at få hundene sat på dagsordenen.

Sådan hjælper vi gadehundene i Rumænien

Rumænien er et af de lande i Østeuropa, der oplever store problemer med gadehunde. Her hjælper vi regeringen med at lave en strategi til at håndtere hundebestanden. Vi har desuden forskellige projekter i landet, der skal vise, at vores metoder ikke bare er dyrevenlige, men også effektive.

  • Vi har netop bygget nye lokaler med moderne udstyr til en dyrlægeklinik i Brașov. Klinikken behandler gadehunde, hvis de for eksempel bliver ramt af en bil, bidt af en anden hund eller er blevet mishandlet. Samtidig kan lavtlønnede indbyggere gratis få steriliseret deres hunde på klinikken.
  • Vi samarbejder med undervisningsministeriet om et uddannelsesprogram for hele landet. Her lærer skolebørn, at det er vigtigt at passe godt på hundene.
  • Vi har tidligere finansieret en mobil klink, der steriliserer, kastrerer og vaccinerer gadehunde. Rumænerne driver nu selv den mobile klinik videre, da det har vist sig at være en ekstremt effektiv løsning. I det område, hvor klinikken kører rundt, er antallet af herreløse hunde faldet fra 3.000 til 300 – altså hele 90 %.
incontext3-130616

Nogle af vores medarbejdere overværer en sterilisation hos vores partnerorganisation Save the Dogs i Rumænien.

Succeser fra Rumænien skal overbevise Serbien

Vi kan bruge projekterne fra Rumænien  til at overbevise andre lande om at bruge vores metoder. Et af de lande er Serbien, der også har mange gadehunde. 

incontext2-130616

Juley, en af hundene, der bor på et internat i byen Novi Sad i Serbien.

Sammen med vores serbiske partnerorganisation ORCA er vi i gang med en større undersøgelse af, hvilke udfordringer der er med hundene. Den vil vi bruge som baggrund for at rådgive myndighederne om, hvordan de bedst kan gribe problemet an. 

Vil du vide mere