Den reddede bjørn blev undersøgt af dyrlægerne i Balkasar-reservatet

Endnu en bjørn reddet fra underholdning

Nyheder

I Balkasar-reservatet for reddede bjørne, som vi finansierer i Pakistan, kom der i november en ny beboer: En fem år gammel kravebjørn, der det meste af sit liv er blevet mishandlet for at få ham til at optræde.

Den store han er den 15. bjørn, vores pakistanske partnerorganisation Bioresource Research Centre (BRC) har reddet i år. Vi har endnu ikke fået at vide, om han er blevet tvunget til at kæmpe mod angribende hunde i bjørne-hundekampe, men sikkert er det, at han har været brugt som dansebjørn. 

En dansebjørns liv består i at blive trukket fra landsby til landsby, hvor den tvinges til at optræde i gader og stræder for betalende tilskuere. Hvis den stritter imod, slår ejerne den og rykker hårdt i dens næsering, så det smerter i snuden.

Bjørnen har allerede fra lille unge lært at ’danse’ ved at stå på en glohed metalplade oven på brændende trækul, mens der bliver spillet musik. Det har fået den til at rokke fra side til side eller rejse sig på bagben i et forsøg på at undgå smerten.

Reddet bjørn i Balkasar-reservatet i Pakistan

Den nye bjørn i reservatets karantæneområde.

De første skridt mod et godt bjørneliv

Nu skal den reddede hanbjørn ikke længere udsættes for denne brutale mishandling. Da han ankom til reservatet, bedøvede dyrlægerne ham for at give ham en grundig helbredsundersøgelse. Ved samme lejlighed fjernede de den tunge ring og rebet i hans snude. Han virkede tydeligt lettet, da han vågnede og opdagede, at smerten i snuden var væk.

Reddet bjørn i Balkasar-reservatet i Pakistan

Det er et symbol på bjørnens nyvundne frihed, når dyrlægerne fjerner den smertende næsering.

Heldigvis virker bjørnen sund og rask og uden sår eller skader. Han er forståeligt nok frygtsom her i starten, men virker ikke aggressiv, og han begynder langsomt at slappe mere af.

Indtil videre opholder bjørnen sig i karantæneområdet. Her sørger de ansatte for, at han får alt, hvad han har brug for, og de holder godt øje med hans fremskridt. 

Reddet bjørn i Balkasar-reservatet i Pakistan

Bjørnen leger med et stykke vandslange.

Udover nærende mad og varmt hø at putte sig i får bjørnen også forskellige genstande at lege og beskæftige sig med, så han kan begynde at udtrykke naturlig adfærd. Det er nemlig den allerbedste terapi for de reddede bjørne.

Forhåbentlig vil den nye bjørn snart være klar til at slutte sig til sine artsfæller i det store reservatområde.

Reddet bjørn i Balkasar-reservatet i Pakistan

I Balkasar-reservatet kan bjørnene udfolde deres naturlige adfærd. Her overvejer bjørnen Sohrab at tage en dukkert.

Vil du vide mere