Det er slut med Mayas smertefulde dans

Det er slut med Mayas smertefulde dans

Nyheder

Gode nyheder fra Pakistan: Det er lykkedes at redde dansebjørnen Maya, der i årevis er blevet tvunget til at optræde for publikum. Nu venter der hende et nyt liv i bjørnereservatet.

Den fire år gamle hunbjørn Maya har levet med daglige smerter, siden hun var en lille unge. Hun blev taget fra sin mor i naturen og fik gennemboret sin snude under store smerter for at få sat en næsering i. Bjørnes snuder er ekstremt følsomme, og siden da har hendes ejer kunnet kontrollere hende ved at hive hårdt i rebet i næseringen.

1017332

Bjørneunger som Maya bliver det første år af deres liv holdt vågen nat efter nat af en bjørnetræner. Når de er ved at miste bevidstheden, tvinger træneren dem til at stå på en metalplade med brændende kul under, mens han spiller på et instrument. Det glohede metal får ungerne til at rejse sig på bagbenene og løfte poterne i et forsøg på at undgå smerten: De ”danser”.

Endelig overgav Mayas ejer hende

Nu er mareridtet heldigvis slut for Maya. Efter lang tids dialog er det lykkedes vores pakistanske partnerorganisation Bioresource Research Centre (BRC) at overtale Mayas ejer, Zafar Abbas, til at overgive hende til bjørnereservatet, vi finansierer i Pakistan.

Zafar Abbas tvang Maya levede af trække Maya gennem landsbyer og lade hende optræde. Nu har BRC hjulpet ham med åbne en lille butik, så han stadig kan forsørge sin kone og sine tre børn. Til gengæld har han skrevet under på, at han aldrig vil anskaffe sig en ny bjørn.

1017346

BRC i samtale med Mayas tidligere ejer, der endte med at gå med til at overdrage Maya, så hun får et bedre liv.

Farvel til næseringen

Maya var afkræftet, og hendes temperatur var lav, da hun ankom til reservatet. Zafar Abbas havde fodret hende med brød og æbler, og det er slet ikke nok næring for en bjørn.

Noget af det første, dyrlægerne gjorde, var at fjerne Mayas næsering: Symbolet på hendes smertefulde liv som dansebjørn. Da hun vågnede op fra bedøvelsen og opdagede, at næseringen var væk, virkede hun straks lidt bedre tilpas.

Det vil dog tage noget tid, før Maya har det godt nok fysisk og psykisk til at kunne slutte sig til de andre bjørne i det store reservatområde. I mellemtiden sørger de ansatte for at give hende masser af nærende mad og al den pleje, hun har brug for, så hun kan komme sig.

maya-reddet-incontext

Vi forsætter kampen for at redde dansebjørnene

Det er takket være de mange dyrevenner, der støtter vores arbejde, at Maya nu får et godt liv i det beskyttede reservat. Her kan bjørnene udleve deres naturlige instinkter som at klatre, svømme og søge efter mad. Det er ren terapi for dem.

Vi har været med til at sætte en stopper for traditionen med dansebjørne i Indien, Grækenland og Tyrkiet. I Pakistan er der stadig omkring 90 dansebjørne, men vi stopper ikke vores arbejde, før den sidste bjørn er reddet.

Læs også: Bjørnen Rani er reddet: Ikke flere blodige kampe >>

Vil du vide mere