Vores nye undersøgelse viser, at ikke bare elefanterne, men også mange mahoutter lever under elendige forhold ved turistattraktioner i Thailand.

Der er ingen vindere i elefantturismen

Nyheder

Elefanter lider i fangenskab ved turistattraktioner. Men vores nye undersøgelse viser, at mahoutterne, som træner og passer elefanterne, også lever under elendige forhold. Desuden er enhver kontakt med et fire tons tungt dyr altid potentielt farligt.

Nick Stewart, der leder vores globale kampagnearbejde mod vilde dyr i underholdning, fortæller herunder om vores nye undersøgelse af mahoutternes forhold.

’En mahout er en rytter, dressør og røgter af en elefant. Normalt kommer en mahout ind i familiens levevej som dreng, når han får tildelt en ung elefant. De to forbliver forbundet med hinanden resten af livet.’

Ovenstående er den engelske Wikipedias definition af en mahout. Og den vinder genklang hos mange turister, der har et romantisk billede af mahoutter og deres forhold til elefanter. Men desværre er virkeligheden i elefant-turistindustrien helt anderledes.

Vi har foretaget en ny undersøgelse sammen med Institut for Sociologi og Antropologi på Chiang Mai Universitet i Thailand. Den viser, at den idealistiske opfattelse af mahoutter er temmelig langt fra sandheden.

Dette er den første fyldestgørende undersøgelse af mahoutternes socioøkonomiske situation i hele Thailand, der nogensinde er foretaget.

Mahout-rollen har ændret sig

Den voksende turistindustri og efterspørgslen på elefantunderholdning – ofte ved turistattraktioner med mange besøgende – har ændret den traditionelle mahout-rolle. Nu har almindelige arbejdere i stigende grad overtaget rollen som elefantførere, og de mangler både de nødvendige færdigheder og oplæring.

Dermed ikke sagt at de traditionelle mahoutter ikke længere eksisterer. Det gør de, og jeg mødte nogle af dem, da jeg var i Thailand for nylig. Men de er undtagelsen, ikke reglen. Realiteten er, at mange mahoutter har taget jobbet, fordi de ikke kan finde andet arbejde. De tror, at det vil være et let job. 

Elefanterne og mahoutterne er langt fra ’forbundet hele livet’. Mange af elefanterne, der lider for at underholde turister, har fire forskellige mahoutter eller flere i løbet af deres liv.

1021267

I elefantlejre står elefanterne ofte lænket i korte kæder

Et farligt arbejde

Mens elefanterne lever under elendige forhold og bliver tvunget til at bære rundt på turister, bliver mahoutterne dårligt betalt for et højrisiko-arbejde. Mange af dem kommer til skade, og de har så godt som ingen økonomisk sikkerhed.

Manglen på ordentlig oplæring betyder, at ikke bare mahoutterne selv, men også turisterne er i fare for at komme alvorligt til skade. Det bør rejseindustrien tage ekstremt seriøst – lige såvel som den bør tage den dårlige dyrevelfærd seriøst.

Bedre forhold for elefanterne giver også bedre forhold for mahoutterne

Mahoutter spiller en afgørende rolle for elefanternes velfærd. Og de er en vigtig del af vores arbejde for at omdanne elefantlejre til elefantvenlige steder.

1021662

Mahoutter og elefanter ved Mahouts Elephant Foundation

I modsætning til de mange elefantlejre i Thailand, hvor man kan ride på elefanter eller se dem optræde, lever både elefanter og mahoutter under langt bedre forhold ved de elefantvenlige steder. Her sætter ejerne pris på elefanterne og mahoutterne og tager sig godt af dem.

Vores undersøgelse viser, at i elefantlejre med elefantridning og -shows bruger 65 % af mahoutterne ofte eller meget ofte elefantkroge eller tilspidsede stokke til at kontrollere deres elefanter.

Men ved de ægte elefantvenlige steder er der ikke brug for den slags redskaber og kontrol, undtagen i yderste nødstilfælde. Her er turisterne nemlig ikke i direkte kontakt med elefanterne. I stedet kan de observere elefanterne gøre, hvad de nu har lyst til – hvad enten det er at vandre frit omkring, græsse, dække sig selv med mudder eller socialisere med de andre elefanter.

Ved de elefantvenlige steder bliver mahoutterne desuden oplært i at styre elefanterne uden at bruge magt. De skal naturligvis alligevel omgås dyrene med omtanke - elefanterne forbliver vilde dyr med deres instinkter intakte.

Glade elefanter giver bedre sikkerhed for mahoutterne

Vi har set det i praksis ved de elefantvenlige steder, vi har støttet i Thailand, som Elephant Valley Thailand (EVT), Mahouts Elephant Foundation (MEF) og Boon Lott’s Elephant Sanctuary (BLES). Og vores omfattende elefantrapport fra 2017 viste, at disse steder gør noget virkelig godt for elefanter i fangenskab.

Elefanterne er langt gladere, når de ikke er i direkte kontakt med turister. Og det gør livet sikrere for mahoutterne, der ikke behøver at ty til brutale metoder for at kontrollere dem.

En elefant kan kun opleve ægte frihed i naturen. Men vi kan forbedre livet for de omkring 3.000 elefanter, der lige nu lever i fangenskab i turistindustrien i Asien. Det kræver flere elefantvenlige steder og færre lejre, hvor elefanterne bliver mishandlet.

Hjælp mahoutter og elefanter

Hvis du kan ride på eller røre ved en elefant, eller hvis den optræder med tricks og kunster, så er den sandsynligvis blevet trænet med grusomme metoder og lever under elendige forhold.

Jeg vil opfordre dig til at træffe det rigtige valg som turist: Besøg kun elefantvenlige steder, hvor du kan opleve elefanterne på afstand, og hvor de er fri til blot at være elefanter.

Få gode råd til at være en dyrevenlig turist >>

Vil du vide mere