Bjørnen Shabo har kæmpet sin sidste kamp mod hundene

17. Juli. 2019

Shabo levede de første fire år af sit liv i det rene helvede. Men efter en dramatisk redningsaktion har hun nu fået en ny chance i livet i det store bjørnereservat, vi finansierer i Pakistan.

Shabo var en af de sidste omkring 25 bjørne, der stadig udnyttes i brutale bjørne-hundekampe i Pakistan. Da vi startede vores arbejde for over 20 år siden, var tallet 300.

”Shabo blev konfiskeret i Sindh-provinsen. Vi har helt stoppet bjørne-hundekampe i de tre andre provinser i landet. Vi fejrer, at vi har reddet Shabo – men den virkelige fejring kommer, når vi får sat en endelig stopper for kampene,” siger Madeeha Manzoor fra vores pakistanske partnerorganisation, Bioresource Research Centre (BRC).

Hjælp bjørnene nu

Shabo

Fik slået tænderne ind med en hammer

Som lille unge blev Shabo taget fra naturen af krybskytter. Hendes tænder blev slået ind med en hammer, og hun fik en stor metalring presset gennem snuden. Og det var kun starten på hendes prøvelser.

Shabo blev jævnligt bundet fast og måtte forsvare sig mod kamptrænede hunde foran et heppende publikum. Når hun ikke blev brugt i bjørne-hundekampe, tvang hendes ejer hende til at danse foran betalende tilskuere i gader og stræder.

Befriet under politirazzia

Der måtte skrappe midler i brug for at redde Shabo. Normalt går BRC i dialog med ejeren om at overgive sin bjørn til det beskyttede reservat, vi finansierer, og som drives af BRC. Til gengæld får ejeren hjælp til en alternativ indtægtskilde, for eksempel en lille butik.

Den tilgang virker for det meste. Men Shabos ejer var på ingen måde interesseret i at give slip på sin bjørn.

Shabo

”Shabos ejer afviste gang på gang vores tilbud om en alternativ levevej,” fortæller Madeeha. ”Han har forbindelser til magtfulde landejere og troede, at han kunne blive ved med at bruge Shabo i de hemmelige kampe, landejerne arrangerer – også selvom kampene er ulovlige.”

Derfor kontaktede BRC myndighederne og hjalp politiet med at arrangere en natlig razzia. 

”Da vi ankom, flygtede ejeren. Han forsøgte først at tilkalde forstærkninger for at forhindre, at Shabo blev konfiskeret, men ingen kom til hans hjælp,” fortæller Madeeha.

De fandt Shabo fastbundet i et bur. ”Hun var apatisk og bange, og det var tydeligt, at hun ikke havde fået nok at spise. Det virkede som om, hun havde mistet viljen til at leve,” siger Madeeha om det triste syn, der mødte dem.

Shabo

Red bjørne som Shabo

Stadig bange for mennesker – men det går fremad

Shabo blev kørt til reservatet, hvor en af dyrlægerne behandlede sårene på hendes tynde og arrede krop og fjernede hendes næsering. Efter i årevis ikke at have fået nok at spise led hun af blodmangel, og hendes pels var mat og misfarvet.

Hazrat Ali, der er tilsynsførende i reservatet, er meget tilfreds med hendes fremskridt: ”Det har været fantastisk at opleve hende vende langsomt tilbage til livet. Hun ser allerede meget sundere ud, hendes pels er blevet blank, og hun tager på.”

Shabo er dog stadig bange for mennesker. ”Hun holder sig på afstand af os, men hun lader os lidt efter lidt komme tættere på. Det begynder langsomt at gå op for hende, at hun kan stole på os, at vi ikke vil hende det ondt; men det kommer til at tage tid,” siger Hazrat.

I de næste tre måneder skal Shabo være i karantæneområdet for at sikre, at hun er helt rask og tryg nok til at møde de andre reddede bjørne i reservatet. Men snart kan hun for alvor starte et rigtigt bjørneliv – for første gang siden hun var unge.

Snart kan Shabo slutte sig til de andre reddede bjørne i reservatet

Hjælp os med at stoppe de blodige bjørne-hundekampe i Pakistan:

Støt nu

”Hun var apatisk og bange, og det var tydeligt, at hun ikke havde fået nok at spise. Det virkede som om, hun havde mistet viljen til at leve.”

Del i dit netværk:

Pinterest