Monk seal is caught in abandoned fishing tackle, Pacific Ocean

Bekæmp spøgelsesnet med mobilen

Nyheder

Mobilspil-app’en Home Street hjælper os med at udbrede kendskabet til tabt og efterladt fiskegrej – en af de største trusler mod dyrelivet i vores have.

Topfoto: Michael Pitts / naturepl.com 

Tabte og efterladte fiskegarn, liner, ruser og andet fiskegrej – de såkaldte spøgelsesnet – er flydende dødsfælder for hvaler, sæler, havskildpadder og andre dyr. Nu skal et mobilspil hjælpe os med at gøre opmærksom på problemet. 

Indsaml og genanvend virtuelle spøgelsesnet

Vi har indgået et samarbejde med SuperSolid Games, der udvikler mobilspil. I deres populære spil-app Home Street kan brugerne i hele juni være med til at tackle problemet med spøgelsesnet. 

Chris Dixon, der leder vores kampagne mod spøgelsesnet, har sin egen avatar i spillet. Hun vil hjælpe spillerne med at indsamle tabt fiskegrej og bringe det til den danske virksomhed Plastix, der genanvender spøgelsesnettene til råmaterialer, som derefter kan blive til alt fra frisbeer til skateboards.

Samtidig lærer brugerne mere om spøgelsesnet og deres effekt på dyrene i havet, fiskebestande, fødevaresikkerhed og den globale økonomi. 

Truslen i tal

Med dette innovative samarbejde håber vi, at langt flere vil få øjnene op for, hvor stort problemet med spøgelsesnet er.

  • Mindst 640.000 ton fiskegrej bliver hvert år tabt eller efterladt i havene
  • Mindst 136.000 store hvaler, delfiner, sæler, søløver og havskildpadder bliver årligt fanget i spøgelsesnet
  • Spøgelsesnet, som ofte er lavet af plastik, kan være 600 år om at nedbrydes – og i al den tid dræber og skader de dyrene i havet
  • Målt på vægt stammer mere end 70 % af makroplastik (plastikstykker større end 5 mm) i havene fra fiskeri
En havskildpadde fanget i et spøgelsesnet i Middelhavet

Jordi Chias / naturepl.com

Vores partnere tilbyder spillerne deres ekspertise

I 2015 lancerede vi Global Ghost Gear Initiative (GGGI), en alliance af NGO’er, forskere og førende virksomheder fra fiskeindustrien. GGGI har til formål at reducere mængden af spøgelsesnet i havene.

Adskillige af vores GGGI-partnere er involveret i samarbejdet med Home Street. Plastix, Bureo og PADI tilbyder deres ekspertise for at vise spillerne, hvordan de bekæmper spøgelsesnet i den virkelige verden.

Sådan hjælper vi

Samarbejde og oplysning er vores bedste våben i kampen mod spøgelsesnet. Med vores arbejde i GGGI har vi indtil videre hjulpet mere end 1 mio. dyr i havet. Det har vi blandt andet gjort ved at samarbejde med nogle af verdens største fiskevirksomheder, herunder Thai Union, der overgår til mere bæredygtige metoder

Der er dog stadig lang vej igen, før problemet er løst. 

Home Street kan downloades i Google Play Store og Apple App Store. Søg på ’Home Street’ eller ’Supersolid’ og hent spillet gratis.

Læs også: Nyt mærkningssystem skal redde havets dyr fra spøgelsesnet >>

Vil du vide mere