En konfiskeret bjørneunge i Vietnam, der ville være endt i bjørnegaldeindustrien.

Vietnam: Bjørneunge i vinflaske konfiskeret

Nyheder

”Bjørne-vinen” skulle sælges på det sorte marked. Men takket være vores lokale partnerorganisation blev sælgeren anholdt. Det er bare én af de tusindvis af ulovlige handler, de har forhindret.

Topfoto: En konfiskeret bjørneunge i Vietnam, der ville være endt i bjørnegaldeindustrien

”Frosne tigerunger, skældyr pakket ind i plastik og bjørneunger i vinflasker er bare nogle af de ting, der bliver anmeldt til vores hotline.” Det fortæller Doug Hendrie, der er direktør for vores vietnamesiske partnerorganisation, Education for Nature Vietnam (ENV)

Vi har siden 2010 været med til at finansiere ENV’s afdeling for illegal handel med vilde dyr. ENV samarbejder med politimyndighederne for at sikre, at de personer, der står bag den illegale handel, bliver fanget og retsforfulgt.

Bjørneungen i vinflasken

De seneste måneder har ENV kørt en undercover-aktion, efter at de modtog et tip om, at en kvinde forsøgte at sælge 10 kg død tiger på nettet. 

Efter at have gravet lidt i sagen stod det klart, at kvinden agerede mellemmand for ejeren af den døde tiger – men at hun også var i besiddelse af en 10 liters vinflaske med en død bjørneunge i.

bjoerneunge-vin

Vinflasken med den døde bjørneunge i. Foto: ENV

”Undercover-aktioner er svære, fordi de mennesker, der er involveret i den illegale handel, er blevet mere mistænksomme. De ved, at der er nogle, der prøver at afsløre dem og sætte en stopper for deres ulovlige aktiviteter,” forklarer Doug.

Kvinden med bjørneunge-vinflasken forlangte et depositum og en forsikring om, at ENV-agenten ikke var fra politiet, før hun sagde ja til at mødes. ENV var nødt til at løbe risikoen for, at hun ville stikke af med depositummet, hvis de ville fange hende.

Heldigvis dukkede kvinden op til mødet. Hun medbragte den store vinflaske, hvori en kun få måneder gammel bjørneunge flød rundt.

Sandsynligvis er ungen født i fangenskab på en ulovlig bjørnegaldefabrik og er død af naturlige årsager. Ejeren ville næppe have dræbt en bjørn, som kunne være blevet udnyttet i årevis for sin dyrebare galdes skyld.

Takket være ENV’s indsats er kvinden nu blevet arresteret.

Vold og trusler

Der er en sikkerhedsrisiko forbundet med undercover-agenternes arbejde. De risikerer at blive udsat for vold og trusler, så ENV har indført strenge procedurer, der skal beskytte dem. For eksempel må de kun gennemføre de aftalte ”handler” på offentlige steder. 

Politiet giver dem også beskyttelse og foretager arrestationerne, så snart ENV har skaffet beviser for de ulovlige aktiviteter.

1012803

Tænder og kløer fra tigre og bjørne til salg på et marked i Ho Chi Min City, Vietnam.

Offentligheden kan hjælpe med at beskytte vilde dyr

ENV arbejder på at lære offentligheden at genkende ulovlig handel og rapportere den. I dag har ENV et landsdækkende netværk på over 7.400 frivillige i over 59 provinser over hele Vietnam.

1012716

En udstoppet tigerunge.

Gennem årene har afdelingen dokumenteret mere end 13.760 sager med vilde dyr, der illegalt er blevet handlet til brug i traditionel asiatisk medicin, som luksusvarer eller eksotiske kæledyr. 

Tusindvis af vilde dyr, kropsdele fra vilde dyr og ingredienser lavet af vilde dyr er blevet konfiskeret takket være ENV’s indsats.

1023122

Stjerneskildpadder er truede af udryddelse pga. den illegale handel.

Vietnam nærmer sig et vendepunkt

ENV’s agenter kan stadig blive rystede over det, de ser:

Varehuse med bjerge af døde skildpadder, hvoraf mange er udryddelsestruede og fredede arter. Litervis af bjørnegalde i flasker og krukker. Kilovis af næsehorns-horn og elfenben. Bure efter bure med aber, der skulle sælges som kæledyr. Og massevis af kropsdele fra vilde dyr til brug i traditionel medicin.

1014690

Makakaber til salg på et marked. Foto: Nicky Loh/Getty Images for World Animal Protection

”Men vi er ved at nå et vendepunkt her i Vietnam, hvor den almindelige offentlighed ikke bare er klar over, at handel med vilde dyr er ulovligt – men også moralsk forkert,” fortæller Doug.

”Jeg ved, at vi nærmer os vores mål. Jeg håber bare, at vi når det hurtigt nok, for ellers vil der ikke være nogle vilde dyr tilbage at redde.”

Han afslutter: ”Vietnam har nu en streng strafferamme for illegal handel med vilde dyr. Jeg håber, vi helt kan udrydde den illegale handel her i landet og blive et eksempel til efterfølgelse. Så andre asiatiske lande tænker: ’Hvis de kan gøre det, så kan vi også’.”

Vil du vide mere