Delfiner optræder i Miami Seaquarium, USA

Vi lægger pres på Expedia Group

Nyheder

Over 240.000 dyrevenner har allerede bedt Expedia Group om at stoppe deres billetsalg til delfinattraktioner. Nu skal ny e-mailkampagne lægge ekstra pres på rejsegiganten.

Over 3.000 delfiner lever i fangenskab ved delfinarier og andre delfinattraktioner verden over. Dyrene mistrives i fangenskab i en sådan grad, at mange bliver syge eller skader sig selv i ren stress og frustration.

Vi har samlet over 240.000 underskrifter ind, der opfordrer verdens største online rejseudbyder, Expedia Group, til at stoppe deres billetsalg til delfinunderholdning. For hvis der ikke er besøgende til delfinarierne, vil der ikke længere være penge i at udnytte delfiner i fangenskab.

Det har fået Expedia Group til at holde indtil videre to møder med os – men de sælger fortsat billetter til en lang række steder, hvor delfinerne lider.

Derfor sætter vi nu ind med en e-mailkampagne. Her opfordrer vi vores støtter og andre dyrevenner til at hjælpe os med at drukne Expedia Group i e-mails, der beder dem om at beskytte delfinerne i stedet for at udnytte dem som pengemaskiner.

Over 3000 delfiner lider i fangenskab verden over

Rejsebranchen kan beskytte delfinerne

At se delfinshows er den tredjemest almindelige turistaktivitet med vilde dyr. Der er tale om en milliardindustri, der er helt afhængig af efterspørgsel blandt de besøgende, og derfor spiller turister og den globale rejseindustri en afgørende rolle, hvis vi skal have gjort denne generation af delfiner til den sidste i fangenskab.

Hvis Expedia Group følger det gode eksempel fra andre store rejseaktører som Virgin Holidays og TripAdvisor, der allerede er stoppet med at sælge billetter til disse steder, vil det sende et tydeligt signal om, at delfinunderholdning ikke er harmløs familieunderholdning.

Vil du vide mere