14 day old broiler (meat) chickens in a commercial indoor system.

Vi beder KFC om at forbedre forholdene for slagtekyllinger

Nyheder

Milliarder af slagtekyllinger lider i det skjulte. Fastfood-giganten KFC kan være med til at sætte en stopper for deres lidelser.

Verden over lever omkring 40 milliarder slagtekyllinger tæt proppet sammen i overfyldte industristalde. De er blevet fremavlet til at vokse så hurtigt, at mange får alvorlige helbredsproblemer og lever med konstante smerter. 

Den globale fastfood-kæde KFC er en af verdens største aftagere af slagtekyllinger. Derfor beder vi dem om at hjælpe os med at forbedre livet for slagtekyllinger. 

Slagtekyllinger er de dyr, der lider i størst antal

Den industrielle masseproduktion betyder, at slagtekyllinger er de dyr, der lider i størst antal verden over. Af de omkring 60 milliarder slagtekyllinger, der hvert år opdrættes på verdensplan, lever to tredjedele af dem med intet eller næsten intet dagslys eller frisk luft, og de kan ikke udføre deres naturlige adfærd som at skrabe, hakke eller tage støvbad.

Hvad der ikke står i menuen

Forbrugerne får ikke noget at vide om leveforholdene for de kyllinger, der ender som kød på fastfood-menuen. Vi har lavet en global undersøgelse, der viser, at mange mennesker verden over ikke ved særlig meget om, hvor kyllingen på deres tallerken kommer fra.

12.000 forbrugere fra Danmark, Sverige, Storbritannien, USA, Canada, Indien, Brasilien, Thailand, New Zealand, Australien og Kina deltog i undersøgelsen, der viste, at:

  • fire ud af fem (79 %) vidste ikke, at en slagtekylling i gennemsnit kun lever 42 dage
  • fire ud af fem (81 %) sagde, at de ikke ville spise kyllingekød fra en fastfood-kæde, hvis de vidste, at den havde haft alvorlige helbredsproblemer på grund af de dårlige leveforhold på en industrifarm
  • af de forbrugere, der spiser kylling, spørger syv ud af ti (71 %) aldrig, hvor deres kylling kommer fra, når de spiser på fastfood-restauranter

Vi beder KFC om at gå foran som et godt eksempel

KFC er en af verdens største fastfood-kæder. Vi vil have dem til at forbedre livet for milliarder af kyllinger verden over ved at kræve, at deres leverandører lever op til vores velfærdskriterier. Vi vil have dem til at bruge kyllinger, der vokser langsommere, som har mere plads, bedre strøelse og dagslys, og som har mulighed for at udføre deres naturlige adfærd.

I KFC’s dyrevelfærdspolitik står der, at selskabets mål er ”kun at arbejde med leverandører, der demonstrerer at de overholder dyrevelfærdsstandarder.” Virkeligheden er dog, at KFC rangerer næstnederst i Business Benchmark on Farm Animal Welfare (BBFAW), der er den globale måleenhed for, hvordan virksomheder agerer i forhold til dyrevelfærd. 

En samlebåndsindustri

World Animal Protections CEO, Steve McIvor, siger: ”De hurtigvoksende kyllinger i samlebåndsindustrien betaler en høj pris. Flere og flere slagtekyllingerne vil komme til at lide helt uacceptabelt, efterhånden som den globale efterspørgsel på kyllinger stiger.”

Mange kyllinger vil få smerter, blive halte og få overbelastet deres hjerter og lunger, fordi de er fremavlet til at vokse unaturligt hurtigt. Og mange vil få sår og svidninger, fordi de står i deres egen afføring, der udvikler ætsende ammoniak.

Steve McIvor tilføjer: “Det er nødvendigt at afsløre de sørgelige forhold, slagtekyllingerne lever under. De lider i det skjulte, gemt væk fra offentlighedens søgelys. KFC har en kæmpe markedsandel med mere end 18.000 restauranter i 115 lande, og derfor ønsker vi, at de bruger deres globale indflydelse til at vise, at de interesserer sig for slagtekyllingernes velfærd.”

Vil du vide mere