Oraca in wild

Spækhugger i Limfjorden skal have fred

Nyheder

Beredskabet for Havpattedyr advarer mod at stresse den nordjyske spækhugger, der tirsdag eftermiddag den 12. april svømmede længere ind i Limfjorden for at ligge stille tæt ved Nørresundby.

Topfoto: En spækhugger i Algoa Bay, Sydafrika. Foto af Lloyd Edwards / Raggy Charters

Der kan være flere grunde til, at den spækhugger, der nu har opholdt sig på lavt vand ved Limfjorden i et par dage, ligger stille.

Hvalen kan være syg, den kan have lagt sig til at dø, men det er også muligt, at den hviler sig, fortæller Charlotte Thøstesen, der er biolog og inspektør for Søfarts- og Fiskerimuseet, som er en del af Beredskabet for Havpattedyr.

“Hvis hvaler er syge, kan de godt finde på at svømme ind på lavt vand. På den anden side kan det også være et tegn på, at den hviler sig, fordi den er mæt. Der er nemlig rigtig mange sild i farvandet lige nu. Under alle omstændigheder kan vi konstatere, at der er blevet kortere mellem dens udåndinger, hvilket umiddelbart ikke tegner så godt” fortæller hun.

Har tidligere besøgt Limfjorden

Charlotte Thøstesen afslører, at det ikke er første gang, at nøjagtigt den samme spækhugger er på besøg i Danmark.

Ved hjælp af fotoidentificering har havberedskabet fastslået, at det er den samme hanhval, der blev spottet i samme område – dengang ved Hals i Limfjordens udmunding – i efteråret 2021. Her opholdt den sig i området tre-fire dage, hvorefter den svømmede ud på de store oceaner igen.

Hold afstand til spækhuggeren

Uanset hvilke årsager der ligger til grund for hvalens besøg, opfordrer vi alle til at holde sig på god afstand af spækhuggeren. Først og fremmest for dyrets skyld:

“Hvad der end ligger til grund for hvalens usædvanlige besøg, er det vigtigt at respektere det store dyr, hvilket betyder, at man skal iagttage det sjældne syn på god afstand for ikke at stresse dyret. Så man skal hverken sejle tæt på eller svømme i nærheden af spækhuggeren,” siger Gitte Buchhave, direktør for World Animal Protection Danmark.

Det samme råd kommer fra Charlotte Thøstesen: “Som hvalen ligger nu, kan man godt sejle forbi i sejlrenden, men man skal ikke opsøge den. Det bedste er at tage en kikkert med og nyde synet af dyret inde fra land. For hvis den har lagt sig til at dø, skal den have fred. Derfor har vi også besluttet, at vi ikke vil hjælpe den mere, end vi har gjort tidligere, da den lå på lavt vand. Naturen må gå sin gang.”

Whales in the wild at Algoa Bay Whale Heritage Site in South Africa

Spækhuggere i havet ud for St. Paul Island, Alaska. Foto: Veronica Padula

Vis respekt på hvalsafarier

Spækhuggere og andre hvaler bør altid opleves i naturen frem for i fangenskab, hvor de store, intelligente havpattedyr mistrives i små bassiner, der ikke giver dem mulighed for at udfolde deres naturlige adfærd. På en hvalsafari kan man observere dyrene i deres naturlige miljø på passende afstand uden at forstyrre dyrenes naturlige adfærd eller rytmer.

Desværre findes der turudbydere, der sender alt for mange hurtige, larmende både ud for at opsøge hvalflokke, hvilket er stressende for dyrene. De sejler for tæt på dyrene og informerer ikke deres kunder om passende adfærd såsom ikke at røre ved dyrene.

Det er derfor vigtigt at vælge en turudbyder, der er certificeret af World Cetacean Alliance (WCA) eller en anden professionel organisation – eller som følger strikse retningslinjer på området. Disse retningslinjer bør inkludere minimumsafstand mellem dyr og fartøj, grænser for fartøjshastigheder, hensyn til områder, hvor dyrene ikke bør forstyrres, samt at dyrene ikke bliver lokket til ved at fodre dem.

Besøg et hvalvenligt område

Whales in the wild at Algoa Bay Whale Heritage Site in South Africa

På Whale Heritage Sites kan man få en hvalvenlig oplevelse uden at forstyrre dyrene. Foto: Raggy Charters

Vi anbefaler et besøg til et af de hvalvenlige områder – Whale Heritage Sites – der findes i både Europa, USA, Australien og Sydafrika. For at et område kan få status af Whale Heritage Site, skal det opfylde en række kriterier inden for artsbevarelse, bæredygtighed og ansvarlig omgang med vilde dyr. 

I Europa er havområdet Tenerife-La Gomera i det sydvestlige Tenerife udnævnt som Whale Heritage Site. Her kan man se op til 28 hvalarter.

Læs også…

Vil du vide mere