A moonbear on a tree, pictured at the Endangered Species Preservation Centre in South Korea.

Slut med at avle bjørne på Sydkoreas bjørnegaldefabrikker

Nyheder

I Sydkorea er vi nået et vigtigt skridt nærmere vores mål om at få stoppet mishandlingen af bjørne for deres galdes skyld.

Ved udgangen af juni nåede vi op på at have steriliseret 557 bjørne, der holdes i fangenskab på bjørnegaldefabrikker i Sydkorea. Bjørnegaldeindustrien er skyld i grov dyremishandling af bjørne, og vores mål er helt at få stoppet denne brutale praksis. Et vigtigt skridt mod dette mål er at sikre, at ejerne af bjørnefabrikkerne ikke avler flere bjørne, de kan tappe galde fra.

Ingen nye bjørne skal fødes til et liv i lidelse

I samarbejde med vores lokale partnerorganisation Green Korea United har vi siden 2014 været med til at sørge for, at i alt 946 bjørne er blevet steriliseret – det svarer til over 90 % af alle bjørnene på Sydkoreas bjørnefabrikker.

Med undtagelse af en enkelt har vi overtalt alle ejere af bjørnefabrikker i Sydkorea til frivilligt at udfase galdeproduktionen. Den ene fabriksejer, der ikke har forpligtet sig til udfasningsplanen, har kun en enkelt fabrik med 14 bjørne. Alle andre bjørne på Sydkoreas bjørnefabrikker vil blive steriliseret inden for det næste år. I juni 2016 vil det dermed være over 98 % af bjørnene på fabrikkerne, der er steriliseret.

Bjørnegaldeindustrien skal stoppes helt

Emiliy Reeves, der er vores programchef i regionen, er meget positiv over succesen med sterilisationerne:

”Det er et kæmpe fremskridt, at der ikke længere bliver avlet nye bjørne på fabrikkerne - født til et liv uden andet at se frem til end frygt og smerte. Gradvist vil antallet af bjørne på fabrikkerne falde. Vores mål er at få ændret lovgivningen, så bjørnefabrikker bliver ulovlige. Men vi er nået langt i vores kamp mod industrien, og med steriliseringen af 98 % af bjørnene nærmer vi os vores mål.”

Også andre steder i Asien opnår vi fremskridt i arbejdet for at få stoppet bjørnegaldeindustrien. Sidste år fik vi sammen med vores vietnamesiske partnerorganisation Education for Nature Vietnam lukket bjørnegaldefabrikkerne i Halong Bay. I år evakuerede Animals Asia bjørnene fra fabrikkerne og flyttede dem til et bjørnereservat.

Læs mere om vores arbejde for at sætte en stopper for bjørnegaldeindustrien >> 

Vil du vide mere