En reddet bjørn nyder livet i reservatet i Pakistan - World Animal Protection

Ikke flere kampe – to bjørne får nu et nyt liv

Nyheder

Endelig fri: Det er lykkedes os at redde endnu to bjørne fra brutale bjørne-hundekampe i Pakistan. Bjørnene er medtagne, men er ved at komme sig i vores beskyttede reservat.

Kainat er en syv år gammel Isabellabjørn. Anokha er en ni år gammel kravebjørn. Begge har i årevis været udsat for frygtelig mishandling, mens de er blevet brugt i bjørne-hundekampe og som dansebjørne i Pakistan. 

Nu er deres lidelser endelig forbi. Vores pakistanske partnerorganisation Bioresource Research Centre (BRC) har efter lang tids dialog overtalt deres ejere til at overgive bjørnene til det reservat, vi finansierer i landet. Ejerne har skrevet under på aldrig at anskaffe sig nye bjørne, og til gengæld har BRC hjulpet dem med at åbne hver deres lille butik, så de stadig kan forsørge deres familier.

Kainat

1020468

Kainat sad bundet med korte reb.

Kainat var i meget dårlig forfatning, da hun blev reddet. Hendes hoved og krop var forslåede og fyldt med ar og sår. På højre næsebor havde hun et sår, der var næsten 8 cm langt. Hun var underernæret og svag, for hun havde aldrig fået nok at spise – kun lidt brød en gang om dagen. 

Når Kainat ikke optrådte med sin ”dans” eller kæmpede for livet mod kamptrænede hunde, sad hun bundet til et træ. Hun havde et reb om halsen og et reb bundet fast i næseringen. Næseringen gav hende store smerter, for en bjørns snude er meget følsom. Rebet var så kort, at hun næsten ikke kunne bevæge sig eller lægge sig. Hvis hun forsøgte at lægge sig ned for at hvile, eller hvis hun rystede på hovedet, skreg hun af smerte. Forståeligt nok virkede Kainat meget aggressiv, når mennesker nærmede sig.

Det var ikke nogen let opgave at overbevise Kainats ejer Javed om at overgive hende til reservatet – men til sidst lykkedes det med hjælp fra hans familie. Javeds kone ønskede ikke længere at leve som nomade og rejse fra sted til sted. Og Javed havde brug for en mere respektabel levevej for at kunne give sine tre døtre en uddannelse.

1020482

Kainat får en grundig helbredsundersøgelse.

Da Kainat ankom til reservatet, undersøgte dyrlægerne hende grundigt og fjernede hendes næsering. Heldigvis fejlede hun ikke noget alvorligt, men led blot af lidt blodmangel. Kainat er en smuk bjørn, og de ansatte håber, at hun bliver mindre aggressiv, når hun har vænnet sig til sine nye omgivelser i karantæneområdet.  Lige nu hviler Kainat sig meget, når hun ikke undersøger sine nye omgivelser.

Anokha

1020498

Anokha var i konstant smerte, før han blev reddet.

BRC har forsøgt at få Anokhas ejer til at overgive sin bjørn siden 2015 – men det har været en både svær og farlig opgave. Ejeren flyttede konstant rundt mellem forskellige distrikter, og de lokale landejere skabte mange problemer for BRC. Landejerne arrangerer bjørne-hundekampene, og de var ikke interesserede i at miste en god kampbjørn. Derfor truede de med alvorlige konsekvenser, hvis BRC ikke droppede deres forsøg på at redde Anokha.

BRC gav dog ikke op, og til sidst lykkedes det dem at overtale Anokhas ejer. Den store bjørn var i elendig forfatning. Han var meget svag, hans pels var filtret, og hans hoved var fyldt med sår. Hele hans krop var dækket af ar og blå mærker efter de brutale kampe. Han var desuden undervægtig og fejlernæret.

Ligesom Kainat var Anokha bundet i det fri, uden ly for vind og vejr. Han havde et reb om halsen, der var fastgjort til en krog i jorden. Hans snude var så forslået og såret, at det så ud som om, at næseringen kunne falde ud, hvert øjeblik det skulle være. Rebet i næseringen var meget kort og pløkket fast i jorden, så det var svært for Anokha at bevæge sig, lægge sig ned eller hvile sig. Han jamrede sig af smerte, og ejeren fortalte, at han var meget aggressiv.

1020501

Dyrlægerne undersøger Anokha.

Reservatets dyrlæger gav Anokha et grundigt helbredstjek og fjernede hans næsering, så den ikke kan give ham flere smerter. Anokha virker stadig sky, men han er mindre aggressiv end hos sin tidligere ejere. Han er langsomt ved at vænne sig til sine nye omgivelser og friheden til at bevæge sig omkring.

1020385

Når Kainat og Anokha er klar til det, vil de blive lukket ud af karantæneområdet og kan slutte sig til de andre reddede bjørne i selve reservatet.

Vil du vide mere