I fare for at sulte: Vi hjælper vilde dyr i Las Pumas

I fare for at sulte: Vi hjælper vilde dyr i Las Pumas

Nyheder

Dyrene i reservatet Las Pumas var i overhængende fare for at sulte, da orkanen Otto satte en stopper for turistindtægterne. Vi har givet reservatet penge til at fodre dyrene.

Da orkanen Otto ramte Costa Rica i november 2016, gik det ikke kun hårdt ud over de mange husdyr og kæledyr, vi har sat ind med akut nødhjælp til. Orkanen hærgede også flere af de områder, som normalt bliver besøgt af turister. I et af disse områder ligger reservatet Las Pumas, der er hjem for store kattedyr, aber, fugle og andre vilde dyr. Uden indtægterne fra turisterne havde reservatet ikke længere råd til at købe mad til dyrene.

Vi har derfor givet Las Pumas penge til at fodre deres dyr, og vi forventer at give yderligere et tilskud i slutningen af januar i år for at sikre, at dyrene får nok at spise, indtil turisterne vender tilbage.

Las Pumas redder og rehabiliterer vilde dyr

Den ene del af reservatet har fokus på at skabe de bedste leveforhold for de dyr, der ikke kan genudsættes i naturen. Her er der adgang for besøgende, der lærer om vigtigheden af at beskytte vilde dyr. Den anden del er for de dyr, der kan rehabiliteres og genudsættes i naturen. I denne del er der ikke adgang for besøgende.

Hvert år modtager Las Pumas omkring 150 dyr. Mange har været holdt ulovligt som kæledyr og er blevet konfiskeret. Der kommer også jævnligt brøleaber, som er blevet fanget i højspændingsledninger og har fået stød.

Lige nu lever der blandt andet jaguarer, pumaer, ozelotter, aber, halsbåndnavlesvin og flere andre pattedyr i reservatet samt over 60 fugle.

1018205

Jaguaren Curubanda

Jaguarer er en truet dyreart i Costa Rica. Så da en 10 måneder gammel hun-jaguar pludselig dukkede op i en families baghave, alarmerede de straks myndighederne. Myndighederne tog kontakt til Las Pumas, der bragte jaguaren - nu ved navn Curubanda – til reservatet.

Curubanda var svag og udsultet. Det viste sig, at hun er skeløjet og har et meget dårligt syn. Derfor kan hun ikke selv fange bytte. Curubandas mor må tidligere have jaget for hende, men hun er sandsynligvis blevet skudt af krybskytter. På egen pote kunne Curubanda ikke klare sig selv.

I dag er Curubanda fire år gammel. Hun tilbringer det meste af dagen med at gemme sig mellem planterne og klatre og sove i træerne. Hun er meget legesyg og elsker at lege med kokosnødder og papkasser.

1018208

Pumaen Bruno

Bruno er en fem år gammel puma, der kom til reservatet, da han kun var fem måneder gammel. Nogle krybskytter dræbte Brunos mor og solgte den lille unge til indehaveren af en turistattraktion. Her skulle Bruno være trækplaster for besøgende.

Brunos ejer vidste ikke, at den nuttede, lille unge ville vokse sig så stor, så da Las Pumas tog kontakt til ham, sagde han ja til at overlade Bruno til reservatet.

Desværre kan Bruno aldrig genudsættes i naturen, da han er blevet for afhængig af mennesker. Men i reservatet kan han klatre højt op i træerne og de høje platforme, og han har et vandhul, hvor han plasker rundt og leger. Han elsker at lege med papkasser og at spille en form for fodbold med kokosnødder.

1018203

Margayerne Yoko, Nala og Tucita

De tre margay-unger Yoko, Nala og Tucita ankom til Las Pumas med kort tids mellemrum. Deres historier minder om hinanden. De er alle blevet fundet alene uden deres mor, og mennesker har taget dem med sig.

Desværre tror mange mennesker, at de redder dyreunger på denne måde. Men ofte er ungerne ikke blevet forladt. Moren er typisk i nærheden for at jage, eller hun gemmer sig, indtil menneskene er væk, og hun kan vende tilbage til sin unge.

Han-ungen Yoko levede en måned hos de mennesker, der fandt ham, indtil han blev bragt til Las Pumas. Han vil nu meget gerne være tæt på mennesker. Heldigvis er de to hunner, Nala og Tucita, meget uafhængige, og de lærer Yoko at leve som en vild margay.

Ungerne vokser og udvikler sig hele tiden. De leger og jagter hinanden, og de lærer at legeslås og forsvare deres mad. De har nu lært at klatre helt op i toppen af træerne, og om et par måneder vil de sandsynligvis kunne genudsættes i naturen.

1018207

 

Vil du vide mere