Helt tæt på mishandlingen af vilde dyr

29. April. 2016

En af vores undercover-medarbejdere har med egne øjne set, hvordan tigre, elefanter og orangutanger bliver udnyttet i turistindustrien. Læs hans blogindlæg her.

Jeg har haft det store privilegium at opleve løver og tigre i naturen. Det er svært ikke at blive benovet og føle sig ydmyg under sådan en oplevelse.

Men jeg har også set løveunger helt ned til seksugers-alderen blive taget fra deres mødre, så de hver eneste dag kan blive klappet af 100-150 turister, der vil have taget en sej selfie med dem.

Jeg har set tigre, der trænes til at gå på line i bizarre shows, hvor man udnytter deres naturlige adræthed og elegante bevægelser til at underholde publikum.

Jeg har set, hvordan man udnytter den kontrollerede styrke i elefanters snabler, så de kan give betalende turister rygmassage eller kaste dartpile efter balloner.

Og jeg har set orangutanger, der tvinges til at angribe hinanden i boksekampe, mens mænd, kvinder og børn hepper på deres udvalgte ”bokser”.

Mishandlingen starter før showet

Jeg er sikker på, at publikum ikke ville have heppet og klappet, hvis de havde kendt til den brutale træning, som orangutangerne gennemgår for at få dem til at optræde i disse unaturlige shows. Når dyrene tvinges til at optræde, får de frarøvet deres styrke og storslåethed – og de må udholde et trist liv i fangenskab dag ud og dag ind.

Andre turister er tilsyneladende helt uvidende om, at de løver og tigre, de klapper og får taget billeder med, og de elefanter og orangutanger, der optræder for dem i shows, hele deres liv bliver udnyttet for pengenes skyld.

I Thailand betaler turister 700 baht (ca. 130 kr.) for at kæle med en tigerunge og fange dette ”uforglemmelige minde” på et foto – uden at kende omkostningerne for dyret. Men ejerne af disse steder er helt klar over, hvad de gør. De sætter deres lid til, at turisterne ikke ved bedre, så de kan tjene penge på dyrenes lidelser.

Derfor er det så vigtigt at oplyse turister om, hvordan dyrene bliver mishandlet, så de kan fravælge denne type turistattraktioner.

”Jeg var nødt til at lade som om, jeg var begejstret”

Som en del af undercover-teamet må jeg ofte tage en dækidentitet – i dette tilfælde en uvidende turist. Jeg har derfor været nødt til at lade som om, at jeg ligesom de andre turister var begejstret for disse shows, så jeg ikke skilte mig ud.

Det er ikke bare løver, tigre og elefanter, der bliver mishandlet for at få dem til at optræde i shows. Jeg overværede for nylig en orangutang-boksekamp, og det var noget af en prøvelse for mig.

Det var slemt nok at måtte se på to orangutanger, der skulle lade som om, at de var voldelige over for hinanden. Men at se letpåklædte orangutanger langs siderne af bokseringen, der vred sig på ”sexet” vis, var noget af det mest foruroligende, jeg har set. På min orangutang-blog kan du læse, hvad disse intelligente dyr bliver tvunget til at gøre.

Hjælp os med at stoppe de vilde dyrs lidelser

Det er utrolig trist at høre og se, hvordan vilde dyr bliver behandlet i turistindustrien. Men hvis vi sammen hjælper turister og rejsebranchen til at kæmpe imod udnyttelsen af vilde dyr, kan vi beskytte dyrene og sætte en stopper for deres lidelser.

TripAdvisor, verdens største rejsesite, tjener penge på, at vilde dyr lider. De har en enorm indflydelse på turistindustrien – og hvis de ville, kunne de være med til at stoppe dyrenes lidelser. I stedet bidrager de til dem.

Læg pres på TripAdvisor og kræv, at de stopper med at promovere og sælge billetter til turistattraktioner, hvis vilde dyr lider – SKRIV UNDER >>

Læs det originale blog-indlæg på engelsk >>

Se TripAdvisors svar på vores protest >>

Hvis vi sammen hjælper turister og rejsebranchen til at kæmpe imod udnyttelsen af vilde dyr, kan vi beskytte dyrene og sætte en stopper for deres lidelser.

Del i dit netværk:

Pinterest Google +