Mand og hunde i Bali

Første skridt mod et rabiesfrit Flores

Nyheder

Vi har udvidet vores arbejde med at rabiesvaccinere Indonesiens hunde til øen Flores. Tusindvis af hunde bliver nu sikret mod masseaflivning.

Det foregår på scooter, når vores vaccinationsteams kører rundt på den indonesiske ø Flores for at vaccinere hunde mod rabies. I år vil tusindvis af provinsens hunde blive vaccineret, så de bliver immune over for den forfærdelige sygdom.

Med net og letvægtsrygsække som redskaber

Hvert af de teams, der kører rundt på øen for at vaccinere hundene, er ledet af en dyrlæge. Et team består af 10 personer, og med sig på scooterne har de letvægtsrygsække fuldt med vacciner, podepinde, operationshandsker, halsbånd og bøger til at registrere hvor mange hunde, der bliver vaccineret.

Med sig har de også store net, som de kan bruge til på human vis at indfange omstrejfende hunde, som ejerne ikke tager hen for at få vaccineret.

Vaccinationer frem for aflivninger

Der er rabies i omkring to tredjedele af Indonesiens 33 provinser.  På Flores dør der hvert år 19 mennesker af rabies. Arbejdet med at vaccinere hundene sker i samarbejde med FN’s fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) og skal sætte en stopper for brutale masseaflivninger af hunde.

”Vores indsats på Flores er kommet rigtig godt fra start,” siger Joanna Tuckwell, vores lokale kampagnechef. ”Vi er godt i gang med at skabe endnu et godt eksempel, som vi kan bruge til at overbevise regeringer over hele verden om, at vaccinationer er mere effektive til at bekæmpe rabies end masseaflivninger.”

Slut med rabies på Bali

Vi har arbejdet med at vaccinere hunde i Indonesien siden 2009, hvor der udbrød rabies på Bali. Myndighederne begyndte at forgifte hundene med stryknin – uden effekt. Vi overbeviste dem om i stedet at lade os vaccinere hundene. Det fik antallet af rabiestilfælde blandt hunde til at falde med hele 76 % på kun seks måneder. Samtidig faldt antallet af mennesker, der døde som følge af rabies, med 35 %. Siden midt i 2012 er der ikke registreret rabiestilfælde blandt mennesker på Bali.

Vil du vide mere