Fem tigre konfiskeret fra Thailands Tigertempel

01. Februar. 2016

Tigrene er blevet konfiskeret, efter at det er blevet bevist, at Tigertemplet er involveret i illegal handel med vilde dyr.

Omkring 140 tigre lever under usle forhold i Tigertemplet i Thailands Kanchanaburi-provins. Munkene tjener penge på at lade turister få taget billeder sammen med tigrene. 

Vi har flere gange påpeget, at de populære ”tiger-selfies” er skyld i, at dyrene lider, og for ganske nylig har en turist delt en video fra Tigertemplet, der viser, hvordan en af tigrene bliver slået med en knytnæve i hovedet.

Afsløring af illegal handel på Tigertemplet

Det var en rapport fra den australske organisation Environmental Education 4 Life (CEE4Life), der førte til, at myndighederne konfiskerede de fem tigre. Rapporten fremlægger beviser for, at Tigertemplet er involveret i illegal handel med vilde dyr. 

”Det er en rigtig god nyhed, at de thailandske politimyndigheder har konfiskeret tigrene. Vi håber, at det sender et klart budskab om, at der skal sættes en stopper for den brutale udnyttelse af tigre i underholdningens navn,” siger Gitte Buchhave, direktør i World Animal Protection Danmark.

Tigrene flyttet til et sikkert sted

De fem tigre er blevet transporteret til et statsligt drevet dyrereservatet i Ratchaburi-regionen. Vi har gennem de seneste to år hjulpet de thailandske myndigheder med at skabe bedre forhold for konfiskerede dyr, og det vil komme tigrene til gode.

Mange flere tigre lider

Desværre er Tigertemplet ikke den eneste turistattraktion, hvor vilde dyr bliver udnyttet og mishandlet. Der findes mange andre steder i Thailand og resten af Asien, hvor dyrene lider i fangenskab.

”Vores egne undersøgelser viser, at mindst 621 tigre lige nu bliver udnyttet til at underholde turister 10 forskellige steder i Thailand. Vi fortsætter arbejdet for at oplyse turister om de horrible forhold, som dyrene lever under, så de kan vælge denne type underholdning fra på ferien,” siger Gitte Buchhave.

Skriv under og vær med til at stoppe underholdning med vilde dyr >>

Del i dit netværk:

Pinterest