Grisarna i EU förjänar bättre liv

Et bedre liv for grisene i Kina

Nyheder

Med støtte fra Open Philanthropy Project kan vi forbedre forholdene for millioner af grise i Kina. Vi vil blandt andet starte projekter, hvor grisene lever frit i store fællesstalde.

En halv million dollars: Så meget har den velgørende organisation Open Philanthropy Project investeret i vores arbejde med landbrugsdyr. Vi vil bruge støtten til at forbedre forholdene for grisene i Kina.

Søer lever hele deres liv i små bokse

Efterspørgslen på svinekød stiger, og det får mange svineproducenter til at sænke deres velfærdsstandarder. Det sker i et forsøg på at sælge mest muligt kød på kortest muligt tid. For at holde omkostningerne nede bliver mange grise opdrættet i intensive systemer. Søer lever det meste af deres liv i små bokse, hvor de ikke engang har plads til at vende sig, og de ser aldrig dagslys.

Jonty Whittleton, der er leder af vores arbejde for landbrugsdyr, fortæller: ”Grise er meget intelligente dyr. Fordi de keder sig og er frustrerede, udviser de ofte unormal adfærd. For eksempel bider de i båsenes tremmer. Deres helbred lider under, at de ikke har plads nok til at bevæge sig, og at de sover direkte på det hårde gulv. Grisene lever så tæt sammen, at det er let for sygdomme at sprede sig. Det giver et større forbrug af antibiotika.”

Kina er verdens største producent af svinekød. Hvert år producerer landet omkring 700 millioner grise – det er over halvdelen af alle grise i verden. Det vil derfor gøre en forskel for millioner af grise, hvis vi kan vise de kinesiske svineproducenter en bedre vej end de intensive systemer.

Sådan vil vi hjælpe grisene

Med støtten fra Open Philanthropy Project vil vi:

  • samarbejde med førende kinesiske svineproducenter om pilotprojekter med bedre velfærd for grisene
  • engagere og påvirke fødevareforhandlere til at kræve, at deres leverandører giver grisene bedre forhold
  • påvirke den kinesiske regering til at indføre højere velfærdsstandarder
  • oplyse forbrugerne om, hvordan grisene lider i den intensive produktion og skabe større efterspørgsel på kød fra grise, der har levet under bedre forhold

En vigtig investering i grisene

”Det er en fantastisk mulighed for at forme fremtidens dyrevelfærd i det kinesiske landbrug. Vi er glade for at kunne støtte World Animal Protections arbejde for at indføre bedre forhold for grisene i Kina,” siger Lewis Bollard fra Open Philanthropy Project.

Jonty Whittleton siger: ”Vi er taknemmelige for Open Philanthropy Projects investering. Den kommer til at spille en afgørende rolle i vores arbejde for at indføre store fællesstalde i Kina med bedre forhold for grisene. Vores arbejde i Kina vil være til fordel for grisene og for virksomheder. Og det vil forbedre tilliden mellem forbrugere, forhandlere og producenter.”

kina-grise-1216

Flere forbedringer for landbrugsdyr

Vi samarbejder allerede med globale virksomheder om at forbedre livet for landbrugsdyr.

En af disse virksomheder er BRF, en af verdens største svineproducenter. BRF har forpligtet sig til at udfase brugen af drægtighedsbokse i sin leverandørkæde inden 2026. Det kommer til at betyde, at 365.000 søer ikke længere vil være fastspændte i små bokse i størstedelen af deres liv. I stedet får de større frihed til at udføre deres naturlige adfærd.

Vi ser frem til at hjælpe endnu flere dyr takket være støtten fra Open Philanthropy Project.

Vil du vide mere