BRF

Nyt samarbejde giver bedre dyrevelfærd

Nyheder

Milliarder af svin får bedre forhold som følge af nyt samarbejde mellem fødevarevirksomheden BRF og World Animal Protection.

Vi har netop indgået et samarbejde med verdens 7. største fødevarevirksomhed og en af verdens største eksportører af svin og fjerkræ, brasilianske BRF. Samarbejdet skal forbedre dyrevelfærden i virksomhedens produktions- og leverandørkæde. Det ligger i tråd med det samarbejde, vi tidligere på året indgik med Nestlé, som skal gøre dyrevelfærd til en essentiel del af Nestlés strategi for ansvarligt indkøb.

Bedre dyrevelfærd for drægtige søer

BRF har bl.a. forpligtet sig til at sørge for bedre forhold for svin, så søer ikke længere lever hele deres liv i drægtighedsbokse. Brasilien har ikke nogle regler på området, så BRF vil følge EU’s standarder. Det betyder, at drægtige søer skal opholde sig i drægtighedsbokse i kortest mulig tid og derefter flyttes tilbage i større indelukker sammen med andre søer. 

Virksomhedens svineproducenter skal have tid til at finansiere omlægningen, og den nye produktionsmetode vil derfor gradvist blive indfaset over en periode på 12 år. Vi leverer teknisk støtte og overvåger udviklingen.

Samarbejdet bygger videre på andre initiativer, som BRF har taget for at integrere bedre dyrevelfærd i deres leverandørkæde. I mere end to år har alle nye leverandører været forpligtet til at huse søer i større indelukker sammen med artsfæller. Her er der plads til, at de kan udtrykke deres naturlige og sociale adfærd, i modsætning til når de holdes i drægtighedsbokse. 

Fødevarer skal produceres etisk forsvarligt

Regional direktør i World Animal Protection Latinamerika, Alfredo Botti, udtaler:

”Vores mission er at gøre verden til at bedre sted for dyr. Vores beslutning om at indgå samarbejde med BRF er baseret på virksomhedens ønske om at forbedre sine standarder for dyrevelfærd. Det sker for at leve op til forbrugernes krav om, at deres fødevarer produceres etisk forsvarligt. BRF er en af verdens største globale fødevarevirksomheder, og vores samarbejde vil derfor kunne forbedre livet for milliarder af landbrugsdyr.”

Vil du vide mere