Elefant trænes med elefantkrog

Endnu et rejsebureau siger nej til elefantridning

Nyheder

Jysk Rejsebureau vil i fremtiden ikke tilbyde turister elefantture i Thailand og andre steder i verden. Vi hilser initiativet velkommen.

Nu er det snart slut med eksotiske rideture på elefantryg, når rejsen går til eksempelvis Thailand eller Indien. I hvert fald hvis man rejser med Jysk Rejsebureau. 

Ligesom flere andre store danske rejsearrangører har Jysk Rejsebureau nu også valgt at følge vores vejledning og bakke op om vores kampagne for at stoppe elefantture på ferierejsen.  

For elefanterne er det nemlig alt andet end ferie at have turister siddende på ryggen hele dagen. For at en elefant kan “trænes” til at ride rundt med mennesker, bliver den taget fra sin mor i en meget ung alder. Elefanten knækkes både fysisk og mentalt, bl.a. ved at isolere den, sulte den og slå den.

Tænker på dyrene

“Jeg er utrolig glad for, at Jysk Rejsebureau tænker på dyrene og nu dropper de kontroversielle elefantture. Det ser jo meget uskyldigt ud at ride på elefanterne, men det, som er gået forud, er i virkeligheden dyremishandling,” siger Gitte Buchhave, direktør i World Animal Protection Danmark. 

Hos Jysk Rejsebureau har man allerede i mange år tænkt dyrevelfærd ind i CSR-politikken. Direktør Niels Amstrup udtaler: “Vi støvsuger nu hele organisationen og fjerner alt, der har med elefant-ridning at gøre – på samme måde som da vi for otte år siden fjernede alt, der havde med delfin-turisme a la Sea World at gøre.” 

World Animal Protection har allerede fået danske rejsebureauer som Albatros Travel og Apollo til at stoppe elefantrideturene, og kampagnen fortsætter.

10 gode råd: Sådan er du en dyrevenlig turist >>

Vil du vide mere