Danseabernes rejse mod friheden

Alle fotos: Jakarta Animal Aid Network 

I efteråret 2024 var vi med til at redde 31 makakaber fra en mareridtsagtig tilværelse og sikre, at Indonesiens sidste træningslejr for danseaber blev lukket for altid.

Fra mishandling til omsorg

Siden redningsaktionen har aberne været i pleje på er redningscenter drevet af vores samarbejdspartner, Jakarta Animal Aid Network (JAAN). Her er de blevet behandlet af dyrlæger, har fået fjernet parasitter og spist masser af god og nærende mad, da mange var stærkt undervægtige.

De fleste af aberne havde fået klippet deres tænder, så de ikke skulle bide deres ejere. De var derfor plaget af smerter og betændelse i kæber og hage var nødt til at få større tandoperationer.

Aberne har taget godt på i vægt, og deres pels er begyndt at vokse jævnt igen. Men endnu vigtigere: Deres adfærd har ændret sig. Hvor mange i starten var apatiske eller aggressive, viser de nu nysgerrighed og legeadfærd. 

Hjælp aberne i tre måneder

"Man kan se i deres øjne, at de begynder at føle sig trygge. Det betyder alt for deres videre udvikling," fortæller en dyrepasser hos JAAN. 

Flokken giver tryghed

I den første periode efter redningen var aberne i karantæne. Et uventet tuberkuloseudbrud tidligere i år forsinkede rehabiliteringsforløbet, da flere af aberne måtte forblive længere i karantæne end planlagt.

Efterhånden er alle aberne dog blevet sat sammen i grupper, så de kan socialisere og danne bånd med hinanden. Makakaber er flokdyr, og trygheden i en familieflok er helt afgørende for deres trivsel og overlevelse.

Det er meget tydeligt, hvor stor en forskel det gør for aberne at være sammen. De soignerer hinanden og leger sammen, og nogle ligger tæt sammenslynget, når de sover.

Aberne lærer nu at leve i en tryg familieflok.

Hver abe er på sin egen individuelle rejse

Jono er en rolig og selvsikker abe, som dyrepasserne straks så havde potentiale til at blive flokleder. Han udviste dog også tvangspræget adfærd såsom at vandre hvileløst frem og tilbage, når han blev stresset – et levn fra hans traumatiske fortid.

Da Jono blev sat sammen med sin nye flok, udviste han i starten tvangspræget adfærd, hvis der f.eks. opstod uenighed blandt nogle af aberne. Men nu er han faldet godt til og observerer roligt sine familiemedlemmer – og hvis der opstår konflikter, er han begyndt at gå imellem og få ro på gemytterne.

Unyil på kun to år var den yngste og mindste af de reddede aber. Han har i den grad savnet omsorgen fra en mor og var med det samme meget opsøgende over for de voksne aber i sin nye flok.

Dyrepasserne forventede, at de voksne aber ville tage Unyil til sig – og det er heldigvis også sket. Nu får han de kram og den beskyttelse, han så desperat har manglet. Det har givet ham selvtillid til at lege, drille og lave sjov som den nysgerrige og legesyge unge, han er.

Unyil efter og før redningen.

Støt aberne i tre måneder

Næste skridt: Træning i at finde mad i naturen

Når alle aberne har fundet sig godt til rette i deres nye flokke og har fundet en god og stabil gruppedynamik, er næste skridt for dem at lære vigtige færdigheder, der vil hjælpe dem til at klare sig i den fri natur.

De skal bl.a. lære at åbne krabbeskaller og kokosnødder, og de skal være klar til at spise termitter og fange fisk.

Ikke alle aberne behøver at kunne det hele, inden de bliver genudsat. Men mindst en i hver gruppe bør have lært det, for på den måde kan de oplære de andre aber i, hvordan det skal gøres.

For hvert skrift i rehabiliteringsprocessen kommer aberne nærmere det endelige mål: At blive sat fri i regnskoven på en ubeboet og beskyttet ø, hvor de kan leve resten af deres liv som vilde aber.

Hjælp aberne i tre måneder:

Støt nu