To bjørnebrødre og deres søster reddet i Rumænien

28. November. 2015

De har levet under kummerlige forhold på alt for lidt plads i en rumænsk zoo. Nu kan de boltre sig i skovene og på engene i Zarnesti-reservatet sammen med de andre reddede bjørne.

Tre søskendebjørne på fem år er netop blevet reddet af vores rumænske partnerorganisation Asociatia Milioane de Prieteni (AMP). De tre bjørne har boet hele deres liv indtil nu i Timisoara Zoo under elendige forhold. Nu får de et nyt liv i til Zarnesti-reservatet, som vi finansierer.

I Timisoara Zoo boede bjørnene i et lille indelukke, der var i meget dårligere stand end dem, de andre bjørne i zooen boede i. Indelukket var helt bart, og der var intet, bjørnene kunne tage sig til udover at trave hvileløst frem og tilbage. 

Bjørnene blev reddet

Zooen blev tvunget til at efterleve EU’s standarder for, hvor meget plads en bjørn skal have. Da der ikke var nogen mulighed for at give bjørnene mere plads i zooen, var der risiko for, at bjørnene ville blive solgt til fattigere zoologiske haver eller blive aflivet. Det er desværre typisk de løsninger, som rumænske zooer tyer til, når dyrene ikke længere er unge og nuttede nok til at tiltrække publikum.

I stedet tilbød AMP at overtage bjørnene til gengæld for, at Timisoara zoo lovede ikke længere at avle på sine bjørne. Det gik zooen ind på, og heldigvis er de tre bjørne nu undsluppet det triste og indholdsløse liv, som alt for mange andre bjørne lever under i fangenskab rundt omkring i verden.

Ankomst til reservatet

Det var en kold, tåget dag, da reservatets ansatte hentede de to bjørnebrødre og deres søster i zooen. Efter en køretur på seks timer ankom bjørnene sikkert til deres nye hjem.

Se to af bjørnene tage deres først skridt ud i deres nye hjem:

Her i starten bor de tre nye beboere i reservatet i et mindre område adskilt fra de andre bjørne. Når personalet er sikre på, at alle tre bjørne er sunde og raske og faldet godt til, bliver de lukket ud i det store reservatområde sammen med de 80 andre reddede bjørne. Her får de over 69 hektar med frodig egeskov, vandhuller og enge at boltre sig på.

Starten på et nyt liv

Bjørnene nyder allerede at have så meget mere plads, end de har været vant til. De får al den mad, de har brug for, og reservatets dyrlæger holder øje med deres helbred.

De tre søskende har ikke fået navne endnu, men det får de inden længe, når reservatets ansatte kender deres personligheder bedre. Navnene kommer til at markere begyndelsen på deres nye liv i det naturskønne reservat.

Læs mere om vores arbejde for at redde bjørne i Rumænien >>

Del i dit netværk:

Pinterest