Bedre forhold til slagtekyllinger

19. December. 2016

To internationale fødevarevirksomheder vil forbedre forholdene for slagtekyllingerne i deres leverandørkæde.

Hvert år opdrættes der 60 milliarder slagtekyllinger på verdensplan. To tredjedele af kyllingerne lider i den industrielle produktion. De lever typisk tæt presset sammen i store industristalde eller i bittesmå bure, hvor de sjældent eller aldrig ser dagslys. Mange kyllinger får helbredsproblemer, fordi de er fremavlet til at vokse sig unaturligt store på unaturlig kort tid. 

Nu har fødevarevirksomhederne Compass Group og Aramark forpligtet sig til at ændre livet for de kyllinger, de køber til deres produkter. De vil bruge kyllinger, der vokser langsommere, og kyllingerne skal have mere plads, dagslys og mulighed for at udføre naturlig adfærd.

Compass Group og Aramark er nogle af de første internationale fødevarevirksomheder, der har forpligtet sig til at forbedre slagtekyllingers liv. 

Større fokus på burhøns end slagtekyllinger

I de seneste år er der sket store fremskridt i arbejdet for at forbedre forholdene for æglæggende høns. Mange globale virksomheder - herunder Nestlé, MacDonalds og Starbucks - har nu forpligtet sig til at udfase brugen af buræg i deres produkter. Det vil betyde et friere liv for millioner af høns.

Der har ikke været samme fokus på slagtekyllingernes forhold. Compass Group og Aramaks udmelding er et skridt i den rigtige retning, men der er lang vej igen.

Store virksomheder skal gå foran med et godt eksempel

Vi arbejder på at få førende globale fødevarevirksomheder til at tage ansvar og bruge kyllinger, der har haft et bedre og mere naturligt liv.

En af verdens største aftagere af slagtekyllinger er fastfood-giganten KFC. Vi beder derfor KFC om at gå foran med et godt eksempel og være med til at sikre bedre velfærd for de kyllinger, der ender på menukortet i deres restauranter.

Skriv under og hjælp slagtekyllingerne >>

Del i dit netværk:

Pinterest Google +