Arresteret for illegal handel: Solgte skældyr og bjørnepoter

19. Juli. 2017

Vores vietnamesiske partnerorganisation har afsløret en mand, der handlede med vilde dyr og deres kropsdele. Nu er han pågrebet af politiet.

En mand, der længe har været mistænkt for at være involveret i illegal handel med vilde dyr i Vietnam, er nu blevet arresteret og afventer en retssag. Det er sket takket være vores lokale partnerorganisation Education for Nature Vietnam (ENV), der tidligere på året infiltrerede mandens netværk sammen med politiet. 

Skældyr og bjørnepoter

Manden ved navn Nguyen Truong Thong – også kendt som Thong Sinh – blev pågrebet på en café, hvor han solgte to vinkrukker, der indeholdt sjældne skældyr. En razzia af hans hus afslørede desuden 12 bjørnepoter og andre ulovlige genstande lavet af kropsdele fra vilde dyr.

”Bjørnepoter kan sælges for 75-200 amerikanske dollars på det sorte marked. Efterspørgslen på den type produkter er hvert år skyld i omfattende og ubegribelige lidelser hos vilde dyr i Asien. Mange arter et tæt på at uddø,” fortæller Karanvir Kukreja, der leder vores kampagnearbejde med vilde dyr.

I Vietnam spiser man skældyr på restauranter, og deres skæl er en ingrediens i traditionel asiatisk medicin.

Tæt på udryddelse

"Efterspørgslen på skældyrskød og –skæl er et voksende problem i Vietnam, men de fleste skældyr bliver solgt videre til Kina. Skældyr er nu en af de mest udrydningstruede arter af pattedyr i verden,” siger Karanvir.

ENV har været på sporet af Nguyen Truong Thong siden 2015. Der modtog de første gang information om, at han muligvis var involveret i illegal handel med vilde dyr – herunder kropsdele fra bjørne og tigre samt elfenben.

Dyr konfiskeret og kriminelle retsforfulgt

Vi har støttet ENV’s efterforsker i illegal handel med vilde dyr i mere end fem år. 

”Hun har gjort et fantastisk stykke arbejde,” siger Karanvir og forklarer:

”Takket være hende - og de andre dedikerede medarbejdere i ENV’s afdeling for handel med vilde dyr samt deres netværk af frivillige - er tusindvis af dyr og kropsdele fra dem blevet konfiskeret. Og gennem ENV’s samarbejde med politimyndighederne er handlende med vilde dyr blevet retsforfulgt, reklamer for og menuer med kød fra truede dyr er blevet fjernet, der er blevet indført sanktioner mod virksomheder, og markeder er blevet lukket.”

Vi har samarbejdet med ENV i omkring ni år – ikke bare om at stoppe illegal handel med vilde dyr, men også om at få sat en stopper for bjørnegaldeindustrien

Læs også: Varan-penisser sælges på nettet som hellige rødder >>

Nyt samarbejde skal stoppe handel med vilde dyr >> 

 

Skældyr er nu en af de mest udrydningstruede arter af pattedyr i verden.

Del i dit netværk:

Pinterest Google +