Afsked med bjørnen, jeg aldrig vil glemme

Af Fakhar Abbas, Bioresource Research Centre (BRC)

Engang i 2008 kom det mig for øre, at der ville blive afholdt en bjørne-hundekamp i nærheden af Sakrand i Sindh-provinsen. Jeg bad straks vildtmyndighederne om hjælp, og de stillede tre mand høj.

Oplysningerne viste sig at være gode nok. En enorm, brun hanbjørn stod fastbundet nær arenaen. Han var anspændt, og det havde han god grund til, for snart ville han stå over for adskillige kamptrænede hunde. De dybe ar i hans ansigt fortalte deres egen historie: Han havde allerede tidligere overlevet denne brutale forestilling – og nu skulle han igennem den igen.

Vi besluttede at gribe ind, før kampen gik i gang. Det var en risikabel beslaglæggelse, for de var mange, og vi var kun fire. Alligevel lykkedes det os at befri bjørnen og bringe ham med os til politistationen.

Men arrangørerne, som var magtfulde landejere, samlede deres støtter. De blokerede hovedvejen, kom med trusler og lagde pres på det lokale politi, og pludselig stod vi alene – fire mennesker, isolerede, magtesløse og tvunget til at aflevere bjørnen tilbage.

Det øjeblik hjemsøgte mig i årevis. Lugten af bjørnens filtrede pels. Det hjælpeløse blik i hans øjne. Jeg gav mig selv et løfte: En dag ville jeg finde ham igen og bringe ham i sikkerhed. Det blev en besættelse, der varede fire lange år.

Reech før han blev reddet. Foto: BRC

En gangster og en levemand

Så en dag skete det! Endelig lykkedes det os at redde bjørnen.

På det tidspunkt var min ældste datter lige begyndt at tale. Jeg spurgte hende: “Hvad skal han hedde?” Hun smilede og svarede: “Reech.” Det er urdu for bjørn, og på en eller anden måde passede det perfekt til ham.

Helt fra begyndelsen var Reech noget særligt. Blid, klog og utrolig udtryksfuld. Han lærte hurtigt at kommunikere ethvert ubehag eller glæde, han følte. Hvis der var noget galt, skyndte han sig hen til mig, fangede mit blik og fortalte på sin egen måde, hvad han havde brug for. Man skal nok have set det for at tro det.

Han var legesyg og charmerende – en blanding mellem en gangster en levemand – og altid på jagt efter eventyr eller ballade. Hans kærlighedsliv kunne fylde en hel bog, og ja, mere end én gang greb hans forskellige partnere ham i utroskab. Jeg husker tydeligt hans ansigtsudtryk i de situationer: Halvt skyldig, halvt stolt.

Reech charmerer hunbjørnen Leela.

Han kunne også bære nag. Efter sin kastration nægtede han i dagevis at se på mig. Men den ændrede ham ikke. Tværtimod blev han endnu mere energisk, nysgerrig og fuld af livslyst.

Det sidste farvel

Med alderen blev hans besøg på reservatets dyrlægeklinik hyppigere. Alligevel var han altid begejstret, når han skulle behandles, for han vidste, at det virkede lindrende. Dog kom han sig altid først rigtigt, når han var tilbage i sin indhegning, omgivet af velkendte træer og dufte.

Så kom det sidste kapitel: Kræften.

På det tidspunkt var Reech den ældste bjørn i reservatet. Sygdommen spredte sig hurtigt, og jeg kunne ikke holde ud at se på hans kræftsår. Jeg vendte blikket væk. Det gjorde for ondt i mig.

Den dag, han døde, gik jeg stille ind i hans rum. Han så mig – og så gjorde han noget, jeg aldrig vil glemme. Han drejede kroppen for at vise mig de svulster, der bredte sig langs hans side. Det var så menneskelig en gestus, at det gav mig kuldegysninger.

To timer senere var han væk. Han sov stille ind med stor værdighed.

Reservatet føles mere tomt uden ham. Hans fravær er overalt – i de stille hjørner, i aftenvinden, i de andre bjørnes øjne, når de leder efter ham.

Reech var ikke bare et dyr, vi reddede. Han var en sjæleven. En lærer. En pelsklædt bror. Og selvom han er væk, lever hans ånd videre og minder mig hver eneste dag om, hvorfor jeg valgte dette liv – og hvorfor jeg aldrig vil holde op med at kæmpe for bjørnene.

Fakhar Abbas er daglig leder af Balkasar Bjørnereservat og administrerende direktør i vores pakistanske partnerorganisation, Bioresource Research Centre (BRC).

🔎 Vidste du...?