A vet helps a sick puppy

30.000 dyr får hjælp efter cyklonen Pam

Nyheder

Vi har allerede hjulpet mange dyr i Vanuatu. Nu sørger vi for mad til op mod 30.000 dyr, der ellers ville sulte. Dyrene er helt uundværlige for lokalsamfundene.

Siden vores katastrofehjælpsteam ankom til Vanuatu i kølvandet på cyklonen Pam, har de arbejdet hårdt for at hjælpe så mange nødstedte dyr som muligt. De har sørget for akut hjælp til hunde, katte og landbrugsdyr. 

Lige nu er manglen på foder til dyrene det største problem. Vi vil derfor sørge for foder til op til 30.000 dyr i de kommende måneder. Vi har særligt fokus på grise og høns, da de er mest udsatte.

Dyrene er helt uundværlige for, at lokalsamfundene kan komme på fode igen efter cyklonens hærgen. 80 % af Vanuatus befolkning er landmænd, og de er afhængige af deres grise og høns for at overleve. Tæt på 2.000 familier får hjælp til at genopbygge deres liv, når vi hjælper deres dyr.

Forebyggende arbejde redder liv

Vanuatu er det land i verden, der er i størst risiko for at blive ramt af naturkatastrofer. Det er derfor vigtigt at sætte ind med forebyggende arbejde for at sikre både mennesker og dyr, når katastrofen rammer. 

Da Vanuatu sidste år blev ramt af cyklonen Lusi var vi også i landet for at hjælpe dyrene. Udover den akutte hjælp uddelte vi pakker med dyrlægeudstyr til brug i fremtidige katastrofer. Regeringens dyrlæger tog pakkerne i brug, da cyklonen Pam ramte for et par uger siden. Det gør en stor forskel, at de har det rette udstyr, når de behandler dyrene efter en katastrofe som denne.

Fokus på katastroferamte dyr i FN

Samtidig med at cyklonen Pam hærgede Vanuatu, vedtog FN en ny model for risikonedsættelse i katastrofer. For første gang er dyrebeskyttelse tænkt ind i modellen – noget vi har kæmpet for i FN-forhandlingerne igennem to år.

Over en milliard af verdens fattigste mennesker er helt afhængige af dyr for at overleve. Dyrene er deres kilde til transport og mad, og de er deres indtægtskilde. Nu hvor FN har fokus på at beskytte dyrene i katastrofer, vil det hjælpe regeringerne i fattige lande som Vanuatu til at inkludere dyrene i deres katastrofeberedskabsplaner.

Vi arbejder for at sikre dyrene i Vanuatu i fremtidige katastrofer, og på globalt plan er det vores mål at beskytte millioner af dyr, der er  i risiko for at blive ramt af katastrofer.

Vil du vide mere