Elefanter optræder i show ved turistattraktion i Thailand.

Her lider dyrene mest

Omkring en halv million vilde dyr bliver udnyttet og mishandlet i turistindustrien. Sammen med Oxford Universitet har vi identificeret de 10 typer turistattraktioner, hvor vilde dyr lider mest. 

1. Elefantridning

Elefanter har stadig deres vilde instinkter intakte, uanset om de er født i fangenskab eller er taget til fange i naturen. For at tæmme elefanterne bliver de som unger isoleret, sultet og slået.

Elefanttrænerne bruger skarpe kroge for at få dyrene til at adlyde, og når de ikke bærer rundt på turister, står de ofte bundet fast i korte lænker.

Elefanter med turister på ryggen.

2. Tigerselfies

Tigerunger tages fra deres mødre som små unger – ofte 2-3 uger efter fødslen  – så turister kan få taget billeder med dem. I timevis hver dag blive de krammet, båret og madet med sutteflaske af turister.

Når ungerne ikke bliver brugt som fotorekvisitter, sidder de typisk i små, kummerlige bure. 

De voksne tigre sultes og straffes, så de er medgørlige, når turisterne skal have taget selfies med dem.

Turist poserer med tiger foran kameraet.

3. Vandreture med løver

Særligt i Sydafrika avler man løveunger blot for at tage dem fra deres mødre en måned efter fødslen. I mange timer hver dag krammer turister ungerne og får taget billeder med dem, hvilket er ekstremt stressende for ungerne.

Når løverne bliver større, bliver de brugt til vandreture med turisterne.

De voksne løver risikerer at blive solgt til ”dåsejagter”, hvor turister betaler for at skyde dem i indhegnede områder.

Løve i bart indelukke på sydafrikansk løvefarm.

4. Bjørneparker

I bjørneparker i lande som Japan og Kina holdes bjørnene ofte i sterile, golde indelukker. Alt for mange af de store dyr lever sammen på alt for lidt plads, og de har næsten ingen muligheder for at udføre deres naturlige adfærd.

Nogle steder tvinges bjørnene til at optræde i udklædning, hvor de cykler eller balancerer på store bolde. De forskellige tricks og kunster, som bjørnene fremviser for de besøgende, er indlært gennem intensiv træning med hårde metoder.

Bjørne i bjørnepark i Japan

5. Havskildpadder i fangenskab

På Caymanøerne ligger det sidste havskildpaddecenter i verden, der avler havskildpadder, for at turister kan holde dem, tage selfies med dem og spise deres kød.

Skildpadderne lever tæt presset sammen i små, lavvandede bassiner. De har slemme sår, og en del er syge og misdannede – typisk som følge af de trange forhold i bassinerne. Mange går i panik, når turister løfter dem op, og hvis turisterne taber skildpadderne, kan de få slemme skader og dø.

Havskildpadder i betonbassin på havskildpaddecenteret på Caymanøerne

6. Delfinshows

Delfiner i delfinarier lider – uanset om de er blevet fanget i havet eller avlet i fangenskab. De har kun, hvad der svarer til en swimmingpool at svømme i, mens de i naturen kan svømme over 100 km om dagen. 

Delfinerne bliver solskoldede, fordi de ikke kan dykke ned på dybt vand, og deres hud og øjne tager skade af kloren i vandet. Mange udvikler mavesår og eller udviser tvangspræget adfærd såsom at svømme i uendelige cirkler eller flyde passivt – et tegn på stress og frustration.

En delfin i fangenskab i Singapore udnyttes som rekvisit på turistfoto

7. Optrædende aber

I flere lande i Asien holdes makakaber i fangenskab, så de kan optræde med at danse, cykle eller vise andre tricks. De trænes typisk fra de er små unger med brutale metoder. 

Når de ikke optræder, holdes de ofte lænkede i små bure eller i korte kæder. Efterhånden som aberne vokser sig større, bliver kæderne om deres hals strammere og strammere, indtil de kan skære sig helt ind i huden og give aberne smertefulde, betændte sår.

Makakabe på cykel tvinges til at optræde for turister.

8. Desmerkatte-farme

Kopi Luwak, verdens dyreste kaffe, laves på kaffebønner, der er delvist fordøjede af desmerkatte. Det har ført til fremvæksten af desmerkattefarme i Indonesien, hvor dyrene holdes i små, overfyldte bure og tvangsfodres med kaffebønner. Turister kan besøge farmene og købe kaffen, der produceres der.

De unaturlige leveforhold og tvangsfordringen fører til skader, sygdomme og fejlernæring. Mange af dyrene udviser tvangspræget adfærd eller skader sig selv, hvilket er tydelige tegn på stress.

Desmerkat på kaffefarm i Bali, hvor dyrene udnyttes til at underholde turister og producere Kopi Luwak-kaffe.

9. Slangetæmmere

Slangetæmning bliver særligt i Thailand brugt som underholdning for turister. Der bruges typisk kobraer, som indfanges fra naturen og må tilbringe resten af deres liv i trange kurve. 

Slangerne får trukket deres hugtænder ud, og deres giftkanaler bliver lukket eller fjernet – ofte med uhygiejnisk udstyr – så de ikke kan skade slangetæmmerne. Det er meget smertefuldt og kan føre til infektioner – nogle så alvorlige, at slangerne dør.

Slangetæmmer, der 'kysser kobra', optræder for turister i Thailand

10. Krokodillefarme

På krokodillefarme avles krokodillerne for deres skinds skyld – men også som turistattraktion og for deres køds skyld. 

Krokodillerne lever i overfyldte, beskidte betongrave uden nok vand eller mad. De dårlige forhold gør, at krokodillerne ofte bliver syge og dør, eller de slås og lemlæster hinanden  –  nogle gange med døden til følge.

Krokodiller på krokodillefarm i Vietnam

Vær en dyrevenlig turist

En autentisk oplevelse med vilde dyr indebærer ikke fysisk kontakt og interaktion mellem dyrene og turisterne. Følg vores tommelregler for, hvad du skal undgå:

  • Rid aldrig på et vildt dyr.
  • Svøm aldrig med et vildt dyr i fangenskab.
  • Klap eller kram ikke vilde dyr og bær dem ikke i armene.
  • Tag ikke selfies med et vildt dyr.
  • Vask aldrig et vildt dyr.
  • Se aldrig et vildt dyr danse, spille bold, optræde med tricks, give massage, male billeder eller på anden vis optræde.

Hvis du får tilbudt et besøg til et sted, der tilbyder en af overstående aktiviteter, så sig nej. Oplev i stedet vilde dyr leve frit i reservater eller i den fri natur.

To reddede elefanter i det thailandske elefantreservat Burm and Emily's Elephant Sanctuary (BEES)

Find en dyrevenlig ferieoplevelse

Vil du opleve elefanter, delfiner, hvaler eller bjørne på ferien, uden at det går ud over dyrenes velfærd? Vi guider dig til at finde en dyrevenlig oplevelse.

En hanløve og unge

Beskyt dyrene på ferien

Gør en forskel

Skriv under på, at du siger nej til underholdning med vilde dyr.

Skriv under