Zanzibar: Hunde er blevet venner i stedet for fjender

20. Marts. 2015

I Zanzibar har vores arbejde med rabiesvaccinationer radikalt ændret befolkningens syn på hunde. Nu vil vi tage succesen videre til Kenya, hvor hunde bliver masseaflivet, fordi folk frygter rabies.

Massive problemer med rabies i Zanzibar førte i årevis til masseaflivninger af hunde - men uden effekt. I dag er billedet et helt andet. Vi har samarbejdet med landets regering om at vaccinere hundene, og 90 % af Zanzibars hunde er nu beskyttet mod rabies. Samtidig har vi kørt oplysningskampagner i lokalsamfund og på skoler om, hvordan man omgås hunde. Det har ført til, at langt færre mennesker bliver bidt af hunde.

Emily Mudoga, der er kampagneleder for vores arbejde med hunde i Afrika, fortæller: 

”Det er helt fantastisk, hvad vi har opnået i Zanzibar siden år 2000. Vi startede med en konfliktsituation. Det var praktisk talt en del af den lokale kultur ikke at kunne lide hunde, og folk var meget bange for rabies. Mennesker og hunde var en slags fjender. Nu er mennesker og hunde i stedet en enhed, og det ville få alvorlige følger, hvis der var en, der prøvede at skade en anden persons hund.”

Rabiespanik i  Kenya

Emily arbejder nu på at kopiere succesen fra Zanzibar til Makueni-distriktet i Kenya. Hun samarbejder med lokale ledere, lokale partnerorganisationer og regeringen om at finde realistiske løsninger, der kan forhindre lokalbefolkningen i at slå hundene ihjel, fordi de er bange for rabies.

”Der opstår nemt panik, fordi folk ved, at rabies slår mennesker ihjel. I hver eneste landsby i Makueni er der mindst ét hjem, hvor enten familiens hunde, køer eller familien selv er blevet ramt af sygdommen.”

En kenyansk læge fortalte Emily om en familie, hvor alle tre børn for nyligt døde af rabies. ”Forældrene kom til lægeklinikken med deres lille søn. Han havde fået rabies efter at være blevet bidt af en hund. Det var for sent til, at lægen kunne gøre noget, og efter fire dage døde drengen. De følgende uger kom forældrene igen med deres to andre børn, der også havde symptomer på rabies. Igen var det for sent for lægen at gøre noget, og på tre uger mistede familien alle deres børn.”

De to andre børn var blevet smittet med rabies gennem deres brors spyt. Broren havde bidt og kradset dem, og spyttet var ad den vej kommet i kontakt med deres blod.

Oplysning og vaccinationer stopper rabies

Emily er helt overbevist om, at vaccinationer og oplysning er den eneste måde, man kan stoppe den frygtelige sygdom på. ”Alle mennesker i Afrika skal oplyses om sygdommen, så misforståelser bliver udryddet. Så snart de kender fakta, forsvinder deres frygt, og så sker forandringerne meget hurtigt.”

Den kenyanske regerings beslutning om at indføre en national politik for rabies og vaccinationer af hunde er i Emilys øjne en vigtig global milepæl. Kenya er det første land i verden, der indfører sådan en politik på nationalt plan. Regeringens beslutning sker med inspiration fra vores succeser med rabiesvaccinationer i Filippinerne og Zanzibar.

Læs mere om vores arbejde for at stoppe masseaflivninger af hunde >>

Del i dit netværk:

Pinterest