Vi kalder det fødevarer. Men det er dyr, der lider i stilhed.

Kronik af Mette Gervin Damsgaard, politisk chef i World Animal Protection Danmark

Én gang om året inviterer Landbrug & Fødevarer indenfor i svineindustriens konventionelle stalde.

Åbent Landbrug kaldes konceptet.

Her kan danskerne møde de grise, der ender som pølser, postej og flæskesteg på danskernes spiseborde.

Mødet med virkeligheden

Som nyansat politisk chef i World Animal Protection Danmark satte jeg kursen mod et svinebrug i Jylland for at få konkret indblik i, hvordan produktionen ser ud her i landet anno 2025.

I baghovedet havde jeg to ting:

Den seneste udtalelse fra Dyreetisk Råd om dansk svineproduktion, som taler sit eget tydelige sprog. Nemlig at landets grise er blevet til produktionsenheder i et system uden hensyn til dyrene som levende, sansende væsner. Et liv med alt for lidt plads og uden mulighed for at dyrene kan udleve deres naturlige behov, som leg, rodeadfærd og yngelpleje.

Jeg havde brug for med egne øjne at se, hvor galt det egentlig står til med dyrevelfærden i de danske svinestalde.

Barndomsminder møder nutidens stalde

Det andet jeg havde i tankerne, var mit seneste besøg i en dansk grisestald, der går helt tilbage til min barndom for mange år siden, hvor jeg ofte var på besøg på en traditionel gård med grise.

Dét, jeg husker fra dengang, var en stald, hvor grisene gik sammen fire til seks stykker i båse med hø og halm. Med plads til at kunne bevæge sig frit, spise af truget, rode i høet og lægge sig.

Soen havde sin egen bås med hendes 8-10 pattegrise, der enten lå under en rød varmelampe i et leje af halm, eller de diede af soens patter, når hun lå i den rede, hun havde bygget i høet. Jeg husker at blive mødt med grynt og nysgerrige blikke fra grise, der kom mig i møde, når jeg som lille pige gik ned gennem stalden.

Der er imidlertid langt fra Danmark dengang og til i dag.

Den larmende tavshed

Det første der slog mig, da jeg trådte ind i nutidens stald, var stilheden.

Trods de mere end 200 søer, der hver havde et stærkt begrænset areal til rådighed, var der en larmende tavshed i stalden.

Side om side lå de store dyr, så tæt, at deres ben flettede sig ind i hinanden, når de lå ned i de små jernbåse i løbestalden, som de lige akkurat kunne bakke ind og ud af.

Her lå søerne tavse med vidtåbne øjne og stirrede ud i luften. Uden at blinke og uden det mindste øf. Og helt uden interesse eller nysgerrighed for de besøgende mennesker, der blev vist gennem produktionssystemet.

Stop landmisbruget

Fastspændt døgnet rundt

Fra løbestalden blev vi ført gennem drægtighedsstalden over i en farestald. Her lå søerne fastspændt i metalbøjler. Side om side i lange rækker.

Bomstille lå de på cementgulvet, stort set uden mulighed for at kunne bevæge sig.

På en seddel ved hver bås, var det ført til protokol, hvor mange dage den enkelte so havde ligget sådan, uden at kunne røre sig: 28 dage, 30 dage. Flere af søerne havde ligget fikseret mellem bøjlerne i op til 34 dage.

I stort set samme position uden mulighed for at pleje deres pattegrise, eller flytte sig, når de små ungers dien blev for insisterende.

Fastspændt døgnet rundt uden mulighed for at udføre deres naturlige adfærd. I dage, uger, over en måned.

Pattegrise og overproduktion

De pattegrise som ikke diede, lå i et hjørne væk fra soen.

Af sedlerne fremgik det også, hvor mange unger de enkelte søer havde født. På nogle af dem stod helt op til 28. Men en gennemsnitlig gris har ikke mere end 14-15 patter at gøre godt med.

For at optimere produktionen er en moderne industri-so avlet til at føde langt flere grise, end hendes krop kan bære, og mange nyfødte pattegrise dør derfor kort tid efter fødslen. Af kulde, manglende mælk eller fordi de er født alt for svage.

Men de døde pattegrise var ikke en del af forevisningen, så dem så vi ikke den dag. De var fjernet fra cementgulvet før vi kom. I anledning af Åbent Landbrug.

Man skulle nødig forstyrre forestillingen om, at livet i de danske svinestalde er helt acceptabelt og inden for rammerne af god dyrevelfærd. Ja, nærmest normalt.

Stop landmisbruget

Apatiens ansigt

Ud over det groteske ved at normalisere en kødproduktion, der udsætter levende væsner for den form for opbevaring døgnet rundt, og ubehaget ved at se søerne spændt fast mellem farebøjler, havde jeg en voksende følelse af, at noget andet også var galt.

Først flere timer senere gik det op for mig, hvad jeg egentlig havde været vidne til, og hvorfor stilheden havde sneget sig ind under huden på mig som en prikkende uro.

Apati.

Det var apati, jeg havde været vidne til. Hundredvis af grise på rad og række med tomme blikke. Fikseret uden bevægelsesmuligheder og naturlig stimulering gør grisene apatiske.

Jeg havde før hørt om grise i golde miljøer uden berigelse eller plads, og hvordan de kan udvikle depressiv og apatisk adfærd, der resulterer i, at de nærmest står stille, og viser meget lav interesse for deres omgivelser ved ikke at interagere.

Nu har jeg selv set det.

Når billedet brænder sig fast

Billedet af de tomme blikke, tavsheden, de ubevægelige kroppe og dyrenes apati har sat sig i mit system, og jeg er sikker på, at det stadig er der, næste gang jeg står ved en køledisk.

For til syvende og sidst handler det om bundlinjen. Om at du og jeg forlanger billigt flæsk og bacon, når vi cruiser gennem supermarkedet med vores indkøbsvogn.

Uanfægtet at grisene lider i stilhed. Hvert minut, hver dag, hver uge gennem hele deres liv.

Stop landmisbruget

Ansvar på flere niveauer

Men det handler ikke kun om forbrugerens ansvar - men i høj grad også om industriens: Svinefarmernes og Landbrug & Fødevarers ansvar. Og selvfølgelig også de ansvarlige politikeres ansvar.

Der er noget i virkelighedens danske fødevareproduktion, der slet ikke stemmer overens med det der står som aller første punkt i loven om dyrevelfærd:

“Loven har til formål at fremme god dyrevelfærd og fremme respekt for dyr som levende, sansende væsener.”

Grise må aldrig reduceres til blot at være enheder i et produktionssystem. Når de bliver det, er det ikke bare på kant med loven – det er ganske enkelt uacceptabelt.