4,8 millioner æsler må hvert år lade livet, fordi deres skind bliver brugt til produktionen af den traditionelle medicin ejiao.

Traditionel asiatisk medicin kan udrydde dyrearter

Nyheder

Æselskind, bjørnegalde og tigervin. Der er næsten ikke nogen grænser for, hvilke dele af dyr man i Asien propper i piller, salver og mikstur under betegnelsen traditionel medicin, som skal kurere alt fra meningitis til manglende potens.

Den stigende middelklasse i Asien har de seneste år øget efterspørgslen på medicin, der indeholder kropsdele fra dyr. Dermed øges den ulovlige handel med dyr, der skal bruges som ingredienser i en sådan grad, at flere dyrearter er udryddelsestruede. 

”At man i 2019 fortsat bruger dyr i traditionel medicin er uacceptabelt. Listen med dyrs lidelser for at imødekomme efterspørgslen på traditionel medicin er desværre meget lang, mens den videnskabelig evidens for virkningen af medicinen er meget kort,” siger Gitte Buchhave, direktør i World Animal Protection Danmark.

Millioner af æsler dræbes

Blandt andet må 4,8 millioner æsler hvert år lade livet, fordi deres skind bliver brugt til produktionen af den traditionelle medicin ejiao. Ifølge Donkey Sanctuary kan verdens æselbestand være halveret inden for de næste fem år, hvis udviklingen fortsætter.

Alene i Kina er æselbestanden gået fra 11 millioner til blot 4,6 millioner æsler fra 1992 til 2017. Dermed kan de resterende æsler ikke længere dække et års forbrug i industrien, og derfor importeres æsler fra hele verden til Kina.

4,8 millioner æsler må hvert år lade livet, fordi deres skind bliver brugt til produktionen af den traditionelle medicin ejiao.

Æsler transporteres hele vejen fra blandt andet Brasilien til Kina under horrible forhold uden mad og drikke. 

”Det er fuldstændig grotesk, at man handler og transporterer dyr på den måde. Det hører ingen steder hjemme. De står i mange dage stuvet sammen på alt for små områder uden mad og drikke, så op mod 20 procent dør bare på vej mod slagteriet. Det er ganske forfærdeligt, og det må stoppes nu,” mener Gitte.

Skældyr tæt på udryddelse

Det er ikke blot æsler, der risikerer at blive udryddet for at tilfredsstille efterspørgslen på traditionel medicin. Flere vilde dyr jages og sælges ulovligt, så man kan sælge deres kropsdele. 

Det gælder for eksempel skældyret, hvis skæl er en eftertragtet handelsvare. Hvis handlen med disse dyr ikke stoppes, er der stor risiko for, at arten forsvinder.

 ”Skældyret er i dag udryddelsestruet på grund af brugen af skæl i traditionel medicin. Derfor er dyret det mest jagede indenfor den illegale handel med dyr. Hvis vi ikke får stoppet handlen med disse dyr, er der stor risiko for, at arten forsvinder. I World Animal Protection har vi stort fokus på problemet med, at den traditionelle medicin øger efterspørgslen på mange dyrearter,” siger Gitte.

Vil du vide mere