Tusindvis af dyr har brug for hjælp efter jordskælvene i Tyrkiet

Tiltrængt hjælp til jordskælvsramte dyr

Nyheder

I Tyrkiet arbejder redningshold dag og nat med at hjælpe sårede, sultne og efterladte dyr efter jordskælvene. Mød nogle af dyrene og deres redningsmænd og -kvinder.

Vi støtter lokale redningshold og organisationers indsats for at komme dyrene til undsætning og deres arbejde for at hjælpe dyrene i de kommende måneder.

Støt nu

Dyrlæger arbejder i døgndrift i nødklinikker

Et af de værst ramte områder er den historiske by Antakya i Hatay-provinsen. 

”Der er mange dyr, som er fanget i murbrokkerne – og nogle af dem har været der i lang tid. De er dehydrerede og har sår eller brækkede knogler. Vores udstyr her i katastrofezonen er meget begrænset, så vi kan kun yde førstehjælp, fortæller Zinnet Patan, der er dyrlæge på en af de feltklinikker, vi støtter.

I et telt uden for en park behandler hun tæt på 100 dyr om dagen. Et af dyrene er en såret hankat, som havde været fanget i en lejlighed i næsten to uger. Til sidst sprang han flere etager ned og blev fundet. 

Katten kunne ikke støtte på sine bagben og udviste tegn på underafkøling. Han blev derfor som det første sat i en inkubator for at blive varmet op, og han fik smertestillende medicin og antibiotika. Nu skal han flyttes til et dyrehospital uden for katastrofezonen.

Dyrlæge Zinnet Patan hjælper reddet kat efter jordskælvene i Tyrkiet

Sætter livet på spil for dyrene

Leder af et af redningsholdene, Mehmet Gürkan Tığoğlu, fortæller, at de alene i Hatay har reddet mere end 1.000 dyr indtil videre.

”Det er ikke noget nemt job. Vi er nødt til at gå ind i farlige, sammenstyrtede bygninger, så vi sætter livet på spil. Men det giver os en enorm glæde, når vi kan redde dyrene,” siger han.

To redningsarbejdere bærer hund ud af ruiner efter jordskælvene i Tyrkiet

Ifølge tyrkisk lovgivning skal alle kæledyr være chippede. Det øger chancen for at genforene dyrene med deres ejere, og redningsfolkene har allerede været vidne til mange rørende gensynsscener. 

Men over 40.000 mennesker er blevet dræbt af jordskælvene i Tyrkiet, så en del dyr har mistet deres ejere, og der skal derfor findes nye hjem til dem.

En af de hunde, som redningsfolkene har reddet ud af ruinerne efter jordskælvene i Tyrkiet

Støt nu

Nægtede at forlade sine dyr

Mange køer, får, geder og æsler er blevet flyttet til Haytap Retired Animals Sanctuary – et reservat for pensionerede arbejdsdyr, som drives af en af de organisationer, vi støtter. Nogle af dyrene bliver overgivet af deres ejere, som har mistet alt og derfor ikke længere kan tage sig af dem.

En af disse ejere er Elif Alba fra en ødelagt landsby. Et redningshold fandt hende i ruinerne af hendes hjem sammen med hendes tre køer. Der var ikke sket Elif Alba noget, men hun nægtede at forlade køerne, hvoraf en var drægtig og ville ikke rejse sig, og en anden havde store hævelser på benene. Elif Alba og hendes dyr havde hverken mad eller vand, og temperaturen faldt til minus 20 grader om natten.

Elif Alba og hendes ko Boncuk efter jordskælvene i Tyrkiet

”Jeg kunne ikke finde hjælp, og min Boncuk har ligget her i fire dage. Jeg kunne ikke sove, og jeg har grædt uafbrudt. Køerne er mit et og alt,” fortalte en tydeligt lettet Elif Alba, da redningsholdet nåede frem.

Det var svært for hende at sige farvel til sine køer, da de blev hjulpet op på lastvognen, der skulle køre dem til reservatet: ”Jeg elsker dem så højt, særligt Boncuk. Jeg kan ikke holde ud at skulle skilles fra hende, men jeg har ingen andre muligheder. Nu vil de blive behandlet af dyrlæger, og jeg kan komme og besøge dem.”

Der er fortsat brug for hjælp

Der er stadig mange dyr, der har brug for hjælp efter jordskælvene, og vi fortsætter derfor støtten. Der er brug for penge til redningsfolkene, som redder dyrene ud af ruinerne, til akut dyrlægebehandling af sårede dyr, køretøjer til at fragte dyrene i sikkerhed på internater, foder og medicin. Og på den længere bane skal der tages hånd om de mange dyr, der har mistet deres ejere.

To af de mange hunde og katte, der er blevet reddet ud af ruinerne efter jordskælvene i Tyrkiet
Redningsarbejder krammer reddet hvalp efter jordskælvene i Tyrkiet

Du kan være med til at hjælpe dyrene i Tyrkiet:

Støt nu

Vil du vide mere