Sammen med over 160 andre organisationer har vi sendt et åbent brev til de nye EU-kommissærer, der er tiltrådt i dag.

Til de nye EU-kommissærer: Forbyd bure til landbrugsdyr

Nyheder

Sammen med over 160 andre organisationer – og på vegne af over 1,6 mio. EU-borgere – har vi sendt et åbent brev til de nye EU-kommissærer, der er tiltrådt i dag. Budskabet: Gør noget for landbrugsdyrene!

Det er på tide, at EU sætter fokus på dyrevelfærd og forbyder bure til landbrugsdyr. Det mener vi og de over 160 andre organisationer, der står bag borgerinitiativet ’End the Cage Age’ – ’Ud af buret’. Og det samme gør de over 1,6 mio. EU-borgere – heraf mere end 65.000 danskere – der har bakket op med deres underskrift.

eci_open_letter_-_photo_2

Disse tre kan hjælpe landbrugsdyrene

Derfor har vi i dag sendt et åbent brev til de nye EU-kommissærer for at gøre dem opmærksomme på borgerinitiativet. Brevet byder velkommen til EU-Kommissionens ledende næstformand Frans Timmermans, Stella Kyriakides, der er kommissær for sundhed og fødevaresikkerhed, samt landbrugskommissær Janusz Wojciechowski. 

De tre vil være nøglepersoner i forhold til at forme relevante love og politikker for landbrugsdyr. I brevet opfordrer vi dem til at indføre lovgivning, der sætter en stopper for den inhumane praksis med at holde landbrugsdyr i bure.

So og pattegrise i fareboks

8 ud af 10 europæiske søer er fastslåst i farebøjler, når de skal føde og har deres pattegrise. De kan ikke røre sig eller vende sig.

Største initiativ for langbrugsdyrene nogensinde

‘End the Cage Age’ – ‘Ud af buret’ er den største europæiske underskriftsindsamling til fordel for landbrugsdyr nogensinde. Et borgerinitiativ er et demokratisk redskab, hvorigennem Europas borgere kan få EU-Kommissionen direkte i tale. 

1 mio. underskrifter forpligter EU-Kommissionen til at behandle problemstillingen. Underskrifterne er netop nu ved at blive validerede, hvilket kan tage flere måneder. Men selvom erfaringen viser, at en del underskrifter vil blive erklæret ugyldige på grund af forkerte oplysninger, føler vi os med 1,6 mio. underskrifter overbeviste om at være nået i mål.

I hele EU holdes over 300 mio. grise, høns, kaniner, ænder, vagtler og kalve indespærret i bure. De fleste af burene er så små, at dyrene knap kan bevæge sig omkring.

Vi fortsætter med at presse på

Vi fortsætter vores arbejde for at sikre, at de nye EU-kommissærer sætter et friskt og progressivt aftryk på EU-lovgivningen. Det er der behov for, hvis vi skal bevise over for resten af verden, at EU kan leve op til egen påstand om at føre an, når det gælder dyrevelfærd.

Vil du vide mere