Delfinattraktion i Mexico

Tidligere delfintræner afslører industriens mørke hemmeligheder

Nyheder

I vores nye dokumentar løfter ex-træner sløret for de løgne, som delfinindustrien fodrer de besøgende med for at dække over delfinernes lidelser.

Se dokumentaren ’Fooled by a Smile’:

I vores nye dokumentar fortæller den tidligere delfintræner Lorena López om sine oplevelser med at træne delfiner i fangenskab. Hun vendte delfinindustrien ryggen efter en succesrig karriere og har nu dedikeret sig til at tale havpattedyrenes sag.

Lorena afslører, at både trænere og turister bliver ført bag lyset af delfinattraktioner, som er villige til at gøre og sige hvad som helst for at maksimere deres indtjening. 

En industri bygget på lidelser

Delfiners komplekse behov kan aldrig til fulde mødes i fangenskab. Pga. stress, frustration og mistrivsel udviser mange delfiner i fangenskab tvangspræget adfærd og opfører sig ofte unaturligt aggressivt over for hinanden med skader til følge.

Ved de delfinattraktioner i Mexico, hvor Lorena arbejdede, blev delfinerne:

  • frataget mad som en del af træningsprocessen, når de skulle optræde
  • tvangsavlet – kun for at blive skilt fra deres unger meget tidligt
  • brugt som surfboards, omringet af skrigende menneskemængder og musik så høj som var det en rockkoncert
  • tvunget til at interagere med en uendelig strøm af turister, der ville tage selfies med dem
  • tvunget til at leve i bassiner, som var mange gange mindre end deres naturlige hjemmeområder i havet
Delfiner lider i fangenskab

Kan turistindustrien gøre det bedre efter coronakrisen?

Omkring 3.000 delfiner lever i fangenskab rundt omkring i verden. COVID-19-pandemien, der er opstået pga. menneskers udnyttelse af vilde dyr, har nu sat turismen på pause. Det giver turistindustrien en mulighed for at skabe en mere bæredygtig fremtid uden dyremishandling.

”Lige nu har vi en oplagt chance for at beskytte dyrene. Regeringer og rejseindustrien bør arbejde for at gøre denne generation af vilde dyr i underholdning til den sidste. Det vil være bedre for både dyrene, mennesker og planten,” mener Nick Stewart, der leder vores globale arbejde med delfiner.

Den globale handel med vilde dyr skal stoppes

Delfiner hører til i havet - ikke i fangenskab. Foto: Mandurah Cruises

Delfiner i naturen. Foto: Mandurah Cruises

Delfiner og andre vilde dyr, der udnyttes til underholdning, er en del af den omfattende globale handel med vilde dyr. Handlen sætter ikke bare dyrenes velfærd på spil. Den har også ødelæggende konsekvenser for naturen og sætter os i fare for at blive ramt af sygdomme spredt fra vilde dyr, sådan som vi ser det lige nu er tilfældet med COVID-19.

Vi vil derfor have verdens mest indflydelsesrige lande i G20 til at forbyde handlen med vilde dyr, når de holder topmøde til november.

Vil du vide mere