De tidligere cirkuselefanter nyder livet i Knuthenborg Safaripark

Så godt har Ramboline og de andre elefanter det nu

Nyheder

Fra stress og trange vogne til et ægte flokliv med god plads, grønne omgivelser og ”elefant-spa”. Kontrasten mellem de tidligere cirkuselefanters gamle og nye liv kunne næsten ikke være større.

Personlig beretning af Sonja Ordell Johannessen, redaktør i World Animal Protection Danmark

Da jeg i 2017 så elefanten Ramboline optræde i cirkus, var det som at se et slukket liv. En ludende krop og et opgivende blik. Gentagne gange så jeg hende blive hevet i øret og stukket med en stav for at få hende til at lystre. I årtier blev hun berøvet samværet med artsfæller. Hun blev konstant transporteret fra sted til sted i bittesmå vogne og tvunget til at optræde under larm og høj musik.

Se det gode liv, Ramboline og de andre elefanter nu har fået:

Derfor blev jeg også så glad, da politikerne i foråret 2018 – bl.a. efter at vi havde indsamlet tæt på 50.000 underskrifter fra danske dyrevenner – lovede, at det skulle væres slut med elefanter og andre vilde dyr i cirkus. Og i 2019 da forbuddet blev vedtaget.

Men intet kan slå den glæde, jeg føler nu, hvor jeg endelig har set Ramboline nyde sit nye liv i Knuthenborg Safaripark. Sammen med de tre andre tidligere cirkuselefanter - Lara, Djungla, Jenny – boltrer hun sig i et 140.000 m2 stort savannelignende anlæg.

En rigtig flok: Det var rørende at se, hvor godt de andre elefanter har taget imod Ramboline. De fire danner nu en rigtig flok, der hele tiden følges ad rundt i deres store anlæg, hvad enten de græsser, plukker grene af træerne for at spise eller begiver sig ned til søen for at bade.

De tidligere cirkuselefanter er blevet en rigtig flot

Konstant kommunikation: Elefanterne kommunikerer konstant med hinanden ved at gnubbe sig mod hinanden og berøre hinanden med snablerne. Det er så tydeligt, at der er tale om sociale flokdyr, og det gør det blot endnu mere absurd at tænke på, at Ramboline måtte undvære selskabet fra andre elefanter i så mange år.

Elefanterne i Knuthenborg hygger sig sammen

Aktivering af hjerne og muskler: I elefantanlægget er der gemt føde i forskellige højder, så elefanterne skal arbejde lidt for at finde det og få fat i det – ligesom deres artsfæller i naturen. De får brugt deres muskler, når de f.eks. strækker snablen opad for at få fat i lækkerierne, og det kan man se på deres mere knejsende kropsholdning.

Elefanterne har fået et mere naturligt liv i Knuthenborg Safaripark

Elefant-wellness: En anden fysisk forandring er elefanternes hud, der allerede på kort tid er blevet pænere og mindre tør. Her kan de nemlig både tage støv-, mudder- og vandbad, der beskytter og plejer deres hud. Det er en fornøjelse at se, hvordan de fire elefanter begejstrede kaster jord på ryggen og sprøjter sig til med vand fra deres lille sø.

Elefanterne elsker at støvbade

Jeg havde svært ved at løsrive mig fra det skønne syn af Ramboline og hendes nye elefantvenner, der emmede af velvære. Og den boblende glade følelse over, at de nu endelig har fået et godt elefantliv, er blevet hos mig siden.

Ramboline, Lara, Djungla, Jenny burde aldrig have tilbragt så mange år i cirkus. De burde have levet i den fri natur. Efter så mange år i fangenskab kan man ikke lukke elefanterne ud på den afrikanske savanne. Men man kan give dem de bedst mulige forhold med naturlige omgivelser og en høj grad af frihed. Og det har de fået nu.

Vil du vide mere