Mur Lah lever med sin mor og storesøster i elefantreservatet Mahouts Elephant Foundation

Reddet fra at sulte

Nyheder

Sammen med vores støtter har vi siden pandemiens start hjulpet elefantvenlige fristeder, så deres dyr ikke skal sulte. Mød nogle af de elefanter, der har fået hjælp.

Topfoto: Mahouts Elephant Foundation

Coronapandemien holder fortsat hele verden i sit jerngreb, og dermed er turismen sat på pause. Det gælder også i Sydøstasien, hvor de elefantvenlige reservater og lejre siden foråret 2020 har kæmpet for at finde penge til at fodre deres dyr, betale løn til de ansatte, købe medicin til syge dyr og dække deres mange andre udgifter.

Her kan du læse om nogle af elefanter, der kan fortsætte deres gode liv – takket være hjælpen fra os og vores støtter.

Nam Gaew, Tree Tops Elephant Reserve

Den 51 år gamle hunelefant Nam Gaew har en gammel skade i det ene forben. Skaden stammer fra hendes tid i en elefantridningslejr, hvor hun blev slået med en skarp krog. På trods af at såret blev betændt og smertefuldt, blev Nam Gaew tvunget til at fortsætte med at bære rundt på turister.

Hos Tree Tops renser hendes mahout hver dag såret og smører det med en sølvholdig creme og gurkemejepulver, som har helende egenskaber.

Big sister Mokimae

Foto: Tree Tops Elephant Reserve

Nam Gaew har adopteret stedets yngste elefant, den 10 år gamle Fah Sai. De to er helt uadskillelige, som var de mor og datter. Når Nam Gaew får behandlet sit sår, deler de en kurv med bananer.

Big sister Mokimae

Foto: Tree Tops Elephant Reserve

Nam Sook, Tree Tops Elephant Reserve

70 år gamle Nam Sook kommer fra et hårdt liv i skovhugst- og turistindustrien, hvilket hendes arrede krop tydeligt viser. Hun er en mild og venlig elefant, men samtidig en bestemt dame, der ved præcis, hvornår det er tid til, at hun skal have sine speciallavede riskugler!

Nam Sook bruger dagen på at græsse i reservatet, men præcis kl. 16 går hun hen til forrådskammeret for at få sine riskugler. Nogle gange prøver hun at stikke hele sit store hoved ind gennem døren.

Big sister Mokimae

Foto: Tree Tops Elephant Reserve

De næringsrige rigskugler er lavet af ris, risskaller, vitamintilskud, kogt græskar, bananer og en smule salt. De sikrer, at Nam Sook trods sin høje alder og fordøjelsesproblemer holder sig sund og rask.

Mae Kam og Mae Dok, Burm and Emily’s Elephant Sanctuary

Siden Mae Kam og Mae Dok første gang mødte hinanden, har de været bedste veninder. De er dog begge meget lækkersultne og prøver ofte at skubbe hinanden væk fra de bedste stykker mad. 

På et tidspunkt begyndte de at blive rigtigt uvenner over maden, så nu bliver de holdt adskilt om natten. Det fungerer rigtig godt, for de hygger sig sammen i løbet af dagen, og om natten har de så hver deres private område, hvor de ikke behøver at dele deres mad.

Til gengæld forsøger de nu at overtale deres mahout til at dele, når han har lækre snacks. De kan nemlig dufte det, når han spiser sød frugt som mango eller bananer.

Big sister Mokimae

Foto: Burm and Emily's Elephant Sanctuary

Gen Tong, Kindred Spirit Elephant Sanctuary

Den unge elefant Gen Thong er kun otte år. Han er blevet reddet fra en elefantridningslejr, hvor han på tragisk vis mistede sin mor, da han var to år gammel. Moren stod bundet til et træ, da et hvepsebo faldt ned og ramte hende i hovedet. Hun kunne ikke undslippe de rasende hvepse og døde af deres mange stik.

Nu har Gen Tong heldigvis fået et godt liv i Kindred Spirit-reservatet. For nogle måneder siden måtte han dog akut køres til et elefanthospital pga. tarmproblemer. Heldigvis kom han sig hurtigt, og efter tre dage var kan klar til at vende tilbage til skoven, hvor han nyder livet med sin bror Dodo.

Big sister Mokimae

Foto: Kindred Spirit Elephant Sanctuary

Ya Bu, Mahouts Elephant Foundation

Elefanttyren Ya Bu elsker at spise og tilbringer det meste af dagen med at finde lækkerier i skoven. Ofte ser de ansatte ham forsvinde under de kæmpe blade på banantræer i hans jagt på søde sager.

Sidste år kom Ya Bu til skade med halen. Det satte en midlertidig stopper for hans daglige udflugter i skoven, mens han var i dyrlægebehandling. Men de ansatte sørgede for at fodre ham med al hans yndlingsmad, mens de ventede på, at han skulle komme sig. Og nu er han tilbage i skoven, hvor han fortsætter sin jagt på lækkerbiskener.

Big sister Mokimae

Foto: Mahouts Elephant Foundation

Mokijue, Mokimae og Mur Lah, Mahouts Elephant Foundation

Hunelefanten Mokijue har sine to unger, storesøster Mokimae og lillesøster Mur Lah, hos sig. Elefantmødre og deres unger knytter tætte bånd, og hvis ungerne er hunner, bliver de helst sammen hele livet.

I turistindustrien ville Mokimae og Mur Lah være blevet taget fra deres mor og trænet med brutale metoder for at få dem til at lystre mennesker. Men i Mahouts Elephant Foundation er den lille familie fri til at leve naturligt sammen i skoven.

Det seneste, vi har hørt, er, at Mokijue og hendes døtre har mødt en vild elefanttyr, som de går lange ture sammen med dybt inde i skoven. 

Big sister Mokimae

Foto: Mahouts Elephant Foundation

Stadig brug for hjælp

Endnu ved ingen, hvornår turisterne vender tilbage. Vi fortsætter derfor støtten til de elefantvenlige fristeder, da behovet for hjælp stadig er meget stort.

Netop nu støtter vi følgende steder:

  • ChangChill – Thailand
  • Boon Lott's Elephant Sanctuary (BLES) – Thailand
  • Burm and Emily’s Elephant Sanctuary – Thailand
  • Elephant Valley Project – Cambodia
  • Following Giants – Thailand
  • Kindred Spirit Elephant Sanctuary – Thailand
  • Mahouts Elephant Foundation – Thailand
  • Mandalao Elephant Conservation – Laos
  • Somboon Legacy Foundation – Thailand
  • Tiger Tops – Nepal
  • Tree Tops Elephant Reserve – Thailand
Vil du vide mere