Øjenvidne til Pero Palo

12. Februar. 2016

Hvert år bliver et æsel pint under Pero Palo-festivalen i Spanien. I år var vores medarbejder Simon Pope til stede. Læs her hvad han fortæller om æslets lidelser.

"Jeg blev sparket, slået, fik vin smidt i ansigtet, og det ringede for mine ører med høje skud fra haglgeværer, en hel hær af koklokker og larmen fra en brølende, beruset menneskemasse. Hvorfor tilbragte jeg en time i den silende regn midt i dette kaos? Det gjorde jeg for at dokumentere, hvad det lille, skrækslagne æsel, der befandt sig midt i den skræmmende folkemængde, blev udsat for."

Æslets øjne var opspilede af frygt

Pero Palo-festivalen finder hvert år sted i landsbyen Villanueva de la Vera i Spanien. Festivalen rekonstruerer arrestationen af en forbryder for 200 år siden. En lokal mand skal forestille at være forbryderen, og han bliver trukket gennem byen på ryggen af et æsel. I år var æslet et lille, gråt hunæsel ved navn Felipa.

"Jeg forsøgte at holde mig så tæt på Felipa som muligt, mens den råbende folkemængde skubbede og pressede hende frem imellem sig. Men det var en kamp, for fulde festivaldeltagere flåede vredt i min jakke for at få mig væk fra hende," fortæller Simon. 


Æslet Felipa, som blev brugt i Pero Palo i år.

"Felipas ører lå klistret tilbage, og hendes øjne var opspilede af frygt. Hvorfor skulle hun udsættes for dette mareridt? Hvorfor kan manden, der skal forestille at være forbryderen, ikke i stedet blive trukket gennem byen i en trækvogn? Ville det virkelig ødelægge underholdningen for de fulde festivalgæster? Lokale traditioner er vigtige, men tradition kan aldrig være en undskyldning for dyremishandling."

Simon lykkedes med at fange et par videoklip i folkemængden:

Små sejre for æslerne

Heldigvis kan det lade sig gøre at ændre traditioner som Pero Palo. I dag slår festivaldeltagerne den fulde mand på æslets ryg, men tidligere slog de æslet. Det ændrede sig i 1980’erne, da The Donkey Sanctuary med støtte fra blandet andet os reddede æslet Blackie, der blev brugt i festivalen. Blackie fik et nyt liv på landet i det sydvestlige England. 

Siden da har The Donkey Sanctuary og organisationens spanske gren, El Refugio de Burrito, været til stede under hver eneste Pero Palo-festival, og de har fået stoppet nogle af de værste ting, som æslerne tidligere blev udsat for.

De seneste fire år er et hanæsel ved navn Felipe blevet brugt i Pero Palo. Men efter at han sidste år kollapsede adskillige gange, blev han undersøgt af en dyrlæge. Dyrlægen fastslog, at Felipe led af den smertefulde og invaliderende hovsygdom forfangenhed – en sygdom, der var blevet kronisk på grund af de lidelser, han blev udsat for under Pero Palo. El Refugio de Burro overtalte Felipes ejere til at overgive ham til dem, og nu får han den pleje, han har brug for.


Æslet Felipe, som blev brugt til Pero Palo fire år i træk.

Aldrig igen Pero Palo for Felipa

I år var det så det lille æsel Felipa, der panikslagent blev presset gennem folkemængden under Pero Palo. Bagefter talte Simon med hendes ejer om, hvad Felipa havde været udsat for. "Du har ret," sagde ejeren. "Hun er for lille. Jeg vil ikke lade hende bruge i Pero Palo igen".

Det er kun et lille skridt i den rigtige retning. Men et lille skridt, der betyder en verden til forskel for Felipa.

Vi fortsætter arbejdet for at overbevise Spaniens politiske ledere om at sætte en stopper for dyremishandling under festivaler og i tyrefægtningsarenaen.

Skriv under og hjælp os med at stoppe mishandlingen >> 

Del i dit netværk:

Pinterest Google +